Fly nødlandede med brand i motor

Passagerer og besætning blev evakueret via en nødslidske, da et fly fra Slovakiet lørdag nødlandede på en græsk ø med brand i en motor, oplyser de græske luftfartsmyndigheder.

Flyet - en Boeing 737-400 fra flyselskabet AirExplore - kom fra Verona i Italien, da den højre motor brød i brand. Piloten bad om tilladelse til at lande på øen Kos. I alt 169 passagerer og syv besætningsmedlemmer blev evakueret fra maskinen. Ingen kom noget til.

/ritzau/AFP

169 passagerer og syv besætningsmedlemmer blev evakueret fra fly efter nødlanding på den græske ø Kos.

Offentliggjort Sidst opdateret