Flyselskaber har undgået ukrainsk luftrum i månedsvis
Flere store flyselskaber fra Asien og Australien har i længere tid ikke fløjet over det område i Ukraine, hvor et passagerfly torsdag styrtede ned efter formentlig at være blevet ramt af et missil.
Qantas Airways fra Australien, Korean Air Lines og Asiana Airlines oplyser, at de ændrede flyruter over Ukraine for måneder siden, da uroligheder mellem prorussiske separatister og ukrainsk militær tog til i styrke.
Det australske selskab siger, at det ændrede sin rute mellem London og Dubai for "adskillige måneder siden" uden dog at ville oplyse hvorfor.
En talskvinde fra Asiana Airlines, der stoppede med at flyve over området i det østlige Ukraine i begyndelsen af marts, begrunder skiftet med den anspændte situation på jorden. På samme tidspunkt stoppede Korean Air Lines sine flyture over området.
Der var 298 personer om bord på passagerflyet fra Malaysia Airlines, da det styrtede ned, og alle meldes dræbt. Flyselskabet har i en meddelelse på sin hjemmeside oplyst, at internationale luftfartsorganer havde erklæret ruten for sikker.
Efter ulykken har Malaysia Airlines dog ændret alle sine ruter, hvor der flyves over Ukraine. Det samme har adskillige andre flyselskaber, ligesom at de amerikanske luftfartsmyndigheder har forbudt amerikanske fly at befinde sig i området.
Flyet fra Malaysia Airlines var ikke det eneste passagerfly i luften over det østlige Ukraine, da det styrtede ned.
Ifølge Flightradar24, der overvåger den internationale flytrafik, var et fly fra Singapore Airlines og et andet fra Air India omkring 24 kilometer væk, da det malaysiske fly faldt mod jorden.
Politiske ledere verden over står i kø for at kræve en undersøgelse af omstændighederne omkring tragedien.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie