FN advarer om truende sygdomsudbrud i Libyen
I løbet af de seneste dage er modsatrettede dødstal blevet oplyst fra det politisk splittede Libyen. Både 5000 og 11.000 døde er blevet oplyst. Foto: Zohra Bensemra/Reuters
I kraft af at folk i Libyen mangler rent vand og mad, vokser risikoen for kolera, diarré og dehydrering.
FN advarer mandag om, at sygdomsudbrud i Libyen kan udgøre endnu en ødelæggende krise for landet.
Det sker, efter at Libyen i forrige weekend blev ramt af oversvømmelser udløst af ekstremt vejr, hvor tusindvis er døde.
Lokale myndigheder, nødhjælpsorganisationer og verdenssundhedsorganisationen WHO er "bekymrede for risikoen for sygdomsudbrud, særligt fra forurenet vand og dårlige hygiejneforhold", oplyser FN.
Titusindvis af personer i Libyen er blevet hjemløse på grund af ødelæggelser fra oversvømmelserne.
Og i kraft af at befolkningen blandt andet mangler mad og rent vand, er der særligt en voksende risiko for kolera, diarré, dehydrering og underernæring, lyder advarslen.
Ifølge WHO er næsten 4000 lig blevet identificeret i Libyen, og tallet ventes at stige. Organisationen melder også, at 9000 personer endnu savnes efter oversvømmelser i det nordafrikanske land.
I løbet af de seneste dage er modsatrettede dødstal blevet oplyst fra det politisk splittede Libyen. Både 5000 og 11.000 døde er blevet oplyst.
Fra FN lød det lørdag, at dødstallet ifølge Røde Halvmåne i Libyen har nået 11.300.
Tidligere denne uge oplyste borgmesteren i byen Derna, at dødstallet kunne ventes at stige til 20.000.
Oversvømmelserne blev udløst af ekstremt vejr, der blandt andet ødelagde to afgørende dæmninger. Det sendte en flodbølge med enorm kraft ind over byen Derna.
Redningsarbejdet gøres ikke lettere af, at Libyen ikke kan stå sammen om opgaven som én nation.
Libyen har ikke én regering, men ledes af en regering i øst, som ikke er internationalt anerkendt, og af en overgangsregering, der har base i hovedstaden, Tripoli.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned