FN opfordrer houthibevægelsen til at løslade flere ansatte
Houthibevægelsen har flere gange demonstreret for at vise solidaritet med palæstinenserne, der er i konflikt med Israel. Her ses den fredag den 7. juni i Yemens hovedstad Sanaá, hvor flere FN-ansatte samme dag er blevet bortført af bevægelsen. Foto: Khaled Abdullah/Reuters
Fredag blev 11 FN-medarbejdere i Yemen bortført af den Iran-støttede houthibevægelse.
FN opfordrer fredag til øjeblikkelig løsladelse af 11 af FN's medarbejdere, som bliver tilbageholdt af den Iran-støttede houthibevægelse forskellige steder i Yemen.
Ifølge FN's talsmand Stéphane Dujarric arbejder de 11 FN-medarbejdere i landet.
- Vi forfølger alle tilgængelige kanaler for at sikre en sikker frigivelse af dem alle så hurtigt som muligt, siger han ifølge AFP.
Årsagen til bortførelsen kendes ikke.
Den yemenitiske regering meddelte fredag, at houthibevægelsen har bortført mindst 18 hjælpemedarbejdere fire forskellige steder i landet. Heraf 11 fra FN.
Yemens internationalt anerkendte regering fordømmer bortførelserne og siger, at de er rettet mod ansatte i blandt andet FN-agenturet og andre internationale organisationer.
Ifølge menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch er personerne tilbageholdt på grund af deres ansættelse.
Organisationerne arbejder i Yemens hovedstad Sanaá og i andre områder, der er under houthibevægelsens kontrol.
Både mænd, kvinder og børn er tidligere blevet bortført af bevægelsen.
Bevægelsen har siden konfliktens begyndelse i Yemen i 2014 bortført civile - herunder FN- og NGO-arbejdere, siger flere menneskerettighedsgrupper.
Houthibevægelsen har på nuværende tidspunkt ikke udtalt sig om kidnapningen.
Sidste år suspenderede organisationen Red Barnet sine aktiviteter i ti dage i det nordlige Yemen, efter at en medarbejder døde under en tilbageholdelse i Sanaá.
Houthibevægelsen overtog kontrollen med hovedstaden i september 2014.
Siden november har den desuden angrebet flere skibe i Det Røde Hav og i Adenbugten.
Fredag blev to skibe angrebet af bevægelsen i Det Røde Hav, har bevægelsens militære talsmand Yahya Saree udtalt.
Angrebene sker angiveligt for at at vise solidaritet med palæstinenserne, der er i konflikt med Israel.
/ritzau/AFP/Reuters
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie