Forsker: EU giver stor indrømmelse i aftale med Storbritannien

Fornuften og tilliden er ved at vende tilbage i forholdet mellem EU og Storbritannien efter principaftalen om Nordirland, vurderer ekspert. Aftalen blev indgået af Storbritanniens premierminister, Rishi Sunak, og EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen mandag. Foto: Dan Kitwood/Ritzau Scanpix

Principaftale viser, at fornuft og tilliden vender tilbage mellem EU og Storbritannien, mener forsker.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er fortsat ikke sikkert, at Storbritanniens premierminister, Rishi Sunak, kan få de nordirske og britiske politikere til at sige ja til principaftalen med EU.

Men den såkaldte Windsor-aftale markerer et stort skridt fremad for Nordirlands handel. Og for forholdet mellem EU og Storbritannien.

Det mener André Sapir, der er seniorforsker ved den uafhængige tænketank Bruegel, der har base i Bruxelles.

- Det er en meget fornuftig aftale, som jeg ser det. En aftale, som på mange måder burde have været på plads allerede for et par år siden, hvis tilliden havde været der, siger André Sapir.

Han henviser til, at forholdet mellem EU og Storbritannien var på nulpunktet efter brexit. Men andre lande som Schweiz står ligesom Storbritannien uden for EU. Schweiz har slet ikke været udsat for det samme omfang af kontrol med varer, som fulgte i kølvandet på brexit-aftalen.

- Da Storbritannien forlod EU, så ville der opstå et problem omkring Nordirland. Men med tillid mellem de to parter kan man gøre det til et minimalt problem.

- Det har EU allerede gjort med Schweiz. Schweiz er ikke en del af det indre marked, men det fungerer smidigt, fordi der er tillid. Tillid er nøgleordet, siger André Sapir.

Han mener, at den tillid nu også er ved at vende tilbage i forholdet mellem EU og Storbritannien.

Det understregede både Rishi Sunak og EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, også, da de mandag fremlagde principaftalen på et fællespressemøde.

Her blev den kaldt starten på et "nyt kapitel" mellem EU og Storbritannien.

- Jeg tror, at parterne nu er ved at komme til fornuft. Situationen i Ukraine gør, at folk forstår, at dette er en fuldstændig latterlig ting at bruge tid på sammenlignet med de langt større problemer, man står over for, siger André Sapir.

Han har beskæftiget sig med brexit i flere år, men har lige som resten af offentligheden hidtil kun set den politiske aftale og de udtalelser, som parterne er kommet med.

Detaljerne i principaftalen er fortsat ikke fuldt ud offentliggjort, men bedømt på de ting, der er fremme, så har EU ifølge André Sapir giver en stor indrømmelse i forhold til EU-Domstolen.

Det har været et af de mest omstridte dele af aftalen. Brexit-tilhængere ønsker grundlæggende, at domstolen skal holdes ude af britiske forhold.

EU-Kommissionen ønsker omvendt, at domstolen fortsat skulle kunne vogte over spillereglerne for det indre marked. Her har parterne ifølge André Sapir indgået et kompromis, som er til Storbritanniens fordel.

- EU har gjort en hel del indrømmelser ved at acceptere, at EU-Domstolen kun vil blive brugt som den allersidste instans. I stedet lægger parterne op til at bruge en voldgift, som efter min mening kan løse mange konflikter.

- Man kan aldrig endegyldigt udelukke, at en sag kan komme for EU-Domstolen, men det vil være meget usandsynligt, siger André Sapir.

Måske derfor udtalte flere af de traditionelle brexit-hardlinere sig mandag positivt om aftalen med EU. Men det er fortsat et åbent spørgsmål, om Rishi Sunak vil kunne overbevise de nordirske og britiske politikere og få aftalen godkendt.

Rishi Sunak har lovet, at principaftalen kommer til afstemning i det britiske parlament, og at resultatet af afstemningen vil blive respekteret.

/ritzau/