Følelserne fik frit løb, da nordmænd fra alle egne af det fortvivlede land søndag stimlede sammen ved Oslo Domkirke for at mindes ofrene for fredagens terrormassakre.
Den norske kongefamilie, statsminister Jens Stoltenberg og mange af de unge, der med nød og næppe undslap rædslerne på Utøya var blandt gæsterne i den stuvende fulde domkirke.
Og uden for stod folk på række for at lægge blomster på pladsen foran kirken.
Norge har været som lammet, siden landet blev kørt over af sorg efter den 32-årige Anders Breiviks meningsløse blodsudgydelser i hovedstaden og på øen Utøya.
- Vi kommer for at vise vores medfølelse og sorg for alle de berørte. Det var børnene, der ville have, at vi tog herind, siger 43-årige Trude Mette, der havde fem børn med til domkirken.
- Én af de savnede fra Utøya kommer fra vores hjemegn. Det er så forfærdeligt, siger hun til Ritzau.
Også 13-årige Marthe Flatøy kender nogen fra tragedien.
- En af minde veninders veninder har mistet en på Utøya. Jeg troede aldrig, at sådan noget kunne ske, siger hun.
- Vi står midt i en national sorg, og jeg kom her i dag fra Kristianssand, for at vise min støtte. Vi må alle sammen forsøge at løfte de mennesker, der har mistet nogen i tragedien, sagde Roald Føreland, da han forlod kirken.
Og det var en tydeligt berørt biskop, der kom ud af kirken efter mindehøjtideligheden.
- Det stærkeste var at se de unge mennesker. Vi er et lille land, og det er som om, at alle kender alle, lød det fra biskop Ole Christian Kvarme.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned