Frankrig er nu mindre kreditværdig

For første gang nogensinde mister Frankrigs sin toprating hos det amerikanske kreditvurderingsbureau Standard & Poor's (S&P).

Det oplyser den franske finansminister, François Baroin. Han siger til franske tv-stationer, at S&P har orienteret den franske regering om, at Frankrigs kreditværdighed nedgraderes fra AAA til AA+.

Frankrig var et af 15 lande, som S&P satte på sin særlige observationsliste i december med henblik på en eventuel nedgradering.

S&P har endnu ikke officielt bekræftet, at den nedgraderer Frankrig. Det ventes at ske ved 21.00-tiden.

Frankrig er Europas næststørste økonomi efter Tyskland, der bevarer sine topkarakter på AAA.

François Baroin understreger over for franske medier, at uanset nedgraderingen er det fortsat regeringen, der afstikker den økonomiske politik.

Han siger også, at regeringen i Paris ikke har planer om nye krisepakker på grund af nedgraderingen.

Nedgraderingen af Frankrig ses som et tegn på, at de seneste initiativer, som europæiske politiske ledere har taget, ikke anses for at være tilstrækkelige til at dæmme op for gældskrisen i eurolandene eller til at begrænse Frankrigs låneomkostninger.

Som følge af nedgraderingen vil investorer og långivere fremover kræve en merrente for at købe 10-årige franske statspapirer i sammenligning med tilsvarende tyske obligationer.

/ritzau/AFP

Frankrigs kreditværdighed nedgraderes fra AAA til AA+. Det bekræfter landets finansminister.

Offentliggjort Sidst opdateret