Den franske regering mener, at Nato ikke gør nok for at beskytte civilbefolkningen i Libyen, og at alliancen skal bombe de tunge våben, som Muammar Gaddafis regeringsstyrker råder over.
- Nato må spille sin rolle fuldt ud. Alliancen ønskede at overtage ledelsen over operationerne, og vi accepterede det, siger den franske udenrigsminister, Alain Juppé, i et interview med den franske radiostation France Info.
Han understreger, at han mener, at Nato også må sørge for at bombe Gaddafi-styrkernes tunge våben omkring den belejrede by Misrata.
Det var Frankrig, der tog initiativ til FN-resolutionen, som for få uger siden gav internationale styrker mandat til at angribe mål i Libyen for at beskytte civilbefolkningen.
En fredsplan fra Den Afrikanske Union synes at være uden chancer, og oprørerne siger, at den stadigt mere blodige belejring af Misrata efter seks uger gør det meningsløst at tale om en våbenhvile.
Juppé vil tage sagen op ved møder med EU's udenrigsministre og Nato's udenrigsministre i denne uge.
- Det er nødvendigt med en større indsats i forhold til den humanitære bistand. EU, som ikke ville forpligte sig på en militær operation, må gøre det til en absolut prioritering at sikre humanitær hjælp til de civile, siger han. /ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned