USA og Frankrig knytter tættere kontakter til de libyske oprørere ved at sende repræsentanter til deres hovedby, Benghazi.
Diplomatiske kilder på den internationale Libyen-konference i London bekræfter, at en amerikansk udsending vil rejse til de libyske oprøreres hovedkvarter i Benghazi.
USA forsøger at styrke det nationale råd, oprørerne har etableret i Benghazi, og sender den diplomatiske veteran Chris Stevens til byen inden for nær fremtid, siger amerikanske embedsmænd.
- Vi har i stigende grad et klart billede af flere ledere i rådet. Vi forsøger stadig at udvikle et klarere billede, ikke kun af selve det nationale råd, men også af oppositionens militære styrker, siger en kilde til nyhedsbureauet Reuters.
Også Frankrig har sendt en udsending til Benghazi. Det drejer sig om diplomaten Antoine Sivan, hvis rolle er at knytte bånd til modstandsbevægelsen på jorden. Han er ifølge franskmændene allerede på plads i Benghazi.
- Sivan er ikke ambassadør, da vi ikke formelt anerkender staten gennem Libyens Nationale Råd. Men han er diplomat med ansvaret for forholdet til Nationalrådet, siger den franske udenrigsminister, Alain Juppé.
Frankrig var det første land, der anerkendte oprørernes nationale råd i Benghazi. Det skete 10. marts efter et møde mellem Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, og repræsentanter for oprørerne.
Alain Juppé siger, at han har mødtes med tre rådsudsendinge fra det urohærgede nordafrikanske land tirsdag under konferencen i London, hvor deltagerne diskuterede Libyens fremtid.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie