Merah, der hævdede at være medlem af al-Qaeda, formåede at holde elitestyrkerne fra at trænge ind i den lejlighed, hvor han havde forskanset sig i 32 timer.
Men samtidig med, at franskmændene ånder lettet op, vokser kritikken af efterretningstjenesten. Det er kommet frem, at Merah havde været overvåget i månedsvis og samtidig var på amerikanernes flyveforbudsliste.
Det lykkedes for 23-årige Mohamed Merah at gennemføre tre dødelige angreb, der kostede tre soldater og tre børn og en lærer på en jødisk skole livet, inden fransk politi udpegede ham som gerningsmand.
Merah sagde, at angrebene var for at hævne palæstinensiske børn og for at protestere mod fransk militærintervention i udlandet.
Torsdag indrømmede franske myndigheder, at Merah var blevet fulgt af efterretningstjenester i årevis.
Så sent som i november 2011 blev han kaldt til afhøring hos DCRI (Frankrigs indenrigsefterretningstjeneste, red.) for at forklare rejser til Afghanistan og Pakistan.
Kommentatorer i Frankrig og i udlandet har allerede kritiseret efterretningstjenesterne for ikke at have fulgt Merah tæt nok.
Til det svarer den franske udenrigsminister Alain Juppe:
- Jeg kan forstå, at folk stiller spørgsmålet om efterretningstjenesten har fejlet. Det bliver vi nødt til at klarlægge.
Myndighederne i USA kunne samtidigt oplyse, at Merah var på den amerikanske regerings flyveforbudsliste, der forbød ham at gå om bord på fly til USA.
Anonyme kilder fortæller, at Merah havde været på listen i et godt stykke tid.
Indenrigsminister Claude Guéant forsvarede efterretningstjenesten og forklarede, at den følger mange ekstremister, og at det er meget svært at gardere sig mod isolerede tilfælde.
- Disse såkaldte enspændere er frygtindgydende modstandere, sagde Gueant.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie