Franske soldater er blevet indsat i Abidjan, den finansielle hovedstad i den vestafrikanske stat Elfenbenskysten. Det er i denne tidligere franske koloni, at der raser en strid om, hvem der vandt et præsidentvalg i november.
En kilde oplyser, at soldater fra Frankrigs 1000-mand store Licorne-styrke i Elfenbenskysten er blevet indsat i Zone 4, den sydlige del af Abidjan.
En vestlig militærkilde siger, at andre soldater er blevet sat ind for at undsætte nogle franske statsborgere, der er blevet angrebet i Abidjans Deux Plateaux-område.
Valgobservatører er enige om, at Alassane Ouattara vandt præsidentvalget, men præsidenten siden 2000, Laurent Gbagbo, nægter at træde tilbage. Også selv om verdenssamfundet betragter ham som valgets taber.
Striden spidsede til torsdag, da styrker tro mod Ouattara omringede Abidjan, og generaler, der tidligere har været tro mod Gbagbo, gik over til Ouattara.
I forvejen var presset på Gbagbo taget til mandag, da styrker loyale over for rivalen Ouattara indtog landets hovedstad, Yamoussoukro.
Efter at have indtaget hovedstaden fortsatte Ouattaras styrker med hurtigt at rykke sydpå i et forsøg på at vinde kontrol over landet.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned