Fred afløser muslimsk oprør i Filippinerne
Efter fire årtiers kampe i Filippinerne har muslimske oprørere mandag underskrevet en historisk pagt med regeringen i et forsøg på at afslutte den langvarige konflikt, men begge parter advarer om, at vejen til fred kun lige er begyndt.
Præsident Benigno Aquino og chefen for Moro Islamiske Befrielsesfront (Milf), Murad Ebrahim, bevidnede i en skelsættende ceremoni i præsidentpaladset i Manila underskrivelsen af ​​aftalen, der sigter mod en endelig fredsaftale inden 2016.
- Jeg kommer i fred og for at skabe et partnerskab for fred på grundlag af rammeaftalen mellem Milf og den filippinske regering, siger Ebrahim i en tale i paladset umiddelbart inden underskrivelsen.
- Vi rækker hånden ud til venskab og partnerskab med præsidenten og det filippinske folk, tilføjer han.
Præsident Benigno Aquino, der har drevet processen siden magtovertagelsen i 2010, hylder aftalen som en mulighed for endelig at opnå ægte og varig fred.
Ebrahim er den første Milf-leder, der besøger præsidentpaladset.
Det anses som tegn på optimisme fra begge sider og et inderligt ønske om at afslutte en konflikt, der har kostet 150.000 menneskeliv. Det viser også, at Aquino har prioriteret det højt at opnå fred.
Ifølge planen skal Milf-styrken på 12.000 mand opgive dens stræben efter en uafhængig stat i den sydlige filippinske region, Mindanao. Til gengæld får oprørerne en betydelig magt og andel i rigdommene i en ny selvstændig region dér.
Muslimske oprørsgrupper har siden 1970'erne kæmpet for fuld uafhængighed eller selvstændighed i Mindanao, som de anser for deres forfædres hjemland fra før, den spanske, kristne kolonisering af landet begyndte i 1500-tallet.
Konflikten har efterladt store områder af Mindanao, der er en ressourcerig og frugtbar landbrugsregion i den sydlige tredjedel af Filippinerne, i dyb fattigdom.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned