Fugleinfluenza spreder sig til ny region for tredje dag i træk
Det dødelige udbrud af den nye art fugleinfluenza, H7N9, har spredt sig til den centrale kinesiske provins Hunan, siger lokale sundhedsmyndigheder.
Det er tredje dag i træk, at et tilfælde af influenzaen er konstateret i et nyt område i verdens folkerigeste land.
Der er tale om en 64-årig kvinde fra byen Shaoyang. Fire dage efter at have været i berøring med fjerkræ fik hun konstateret virusen, rapporterer det statslige nyhedsbureau Xinhua.
Torsdag fik en person fra den østlige provins Jiangxi konstateret virussen, mens en lignende melding fredag kom fra den sydøstlige provins Fujian.
I alle tre tilfælde var det den første melding om smitte i de respektive områder.
Indtil videre er flere end 110 personer i Kina smittet med H7N9 - 23 af dem er døde - siden regeringen 31. marts første gang annoncerede, at virussen var konstateret hos et menneske.
De fleste smittetilfælde har været i det østlige Kina, mens en enkelt person er smittet i Taiwan.
En kinesisk ekspert advarede tidligere på ugen om muligheden for, at fugleinfluenzaen ville brede sig til et større geografisk område.
- Indtil kilden til H7N9-fugleinfluenzaen er bragt under effektiv kontrol, vil sporadiske tilfælde muligvis fortsætte med at dukke op, siger Liang Wannian fra Kinas nationale sundheds- og familiekommission.
Fjerkræ er blevet bekræftet som kilden til H7N9 blandt mennesker, men eksperter frygter, at virussen vil mutere til en form, så den også kan smitte fra menneske til menneske.
Det vil potentielt kunne udløse en pandemi - altså i yderste konsekvens smitte mennesker over hele kloden.
Kinas kyllingeindustri har mistet mange milliarder kroner på grund af fugleinfluenzaen.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie