Gaza-angreb dræber mindst 20 på tre dage

To palæstinensiske mænd blev dræbt og 37 såret, oplyser lægekilder. Det er ikke umiddelbart klart, om de dræbte var militante eller civile.

Desuden blev en 15-årig dreng dræbt og seks andre såret på vej til skole i det nordlige Gaza. Palæstinensiske lægekilder siger, at de blev dræbt i et israelsk luftangreb.

Men det israelske militær afviser, at det har gennemført nogen angreb i det nordlige Gaza på det tidspunkt, som de palæstinensiske kilder angiver.

- De første undersøgelser viser, at der ikke var luftangreb i den nordlige del af Gazastriben siden de tidlige morgentimer, siger en militær talsmand.

En journalist fra det franske nyhedsbureau AFP, der befinder sig på det sted, hvor angrebet angiveligt fandt sted, siger, at der ikke er tegn på, at en raket er slået ned.

Skoledrengen kan også være død som følge af, at han har haft en form for sprængstoffer på sig, som er eksploderet.

Med mandagens mindst to ofre har de seneste tre dages israelske luftangreb kostet mindst 20 mennesker livet i den palæstinensiske enklave.

Israels hær oplyste tidligere, at den havde gennemført seks angreb mod et våbenlager og i alt fem raketaffyringsramper i Gaza.

En talsmand for israelsk politi siger, at militante palæstinensere har skudt 11 raketter ind over grænsen til Israel i løbet af natten.

Den ene raket forårsagede skader på en bygning i en kibbutz nær grænsen til Gaza, men ingen mennesker kom til skade under raketangrebene, siger polititalsmanden.

Søndag advarede den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, om, at de israelske militæroperationer vil "fortsætte, så længe det er nødvendigt".

Det fik Islamisk Jihad, der har taget skylden for de fleste af de seneste dages raketangreb mod Israel, slog kort efter fast, at også de palæstinensiske operationer fortsætter "uanset prisen".

/ritzau/AFP

Israelske kampfly rettede tidligt mandag morgen otte nye luftangreb mod Gaza.

Offentliggjort Sidst opdateret