Grækenlands regering frygter ny bølge af skovbrande
En brandmand under en brandøvelse i Glyka Nera i det nordøstlige Athen tidligere i denne uge. Grækenlands regering frygter ny bølge af skovbrande i foråret og henover sommeren. Foto: Thanassis Stavrakis/Ritzau Scanpix
Athens bystyre har lanceret planer om at plante 25.000 træer i de næste fem år for at afkøle storbyen.
Grækenlands regering har advaret om fare for skovbrande og har øget beredskabet mange steder i landet.
Der var søndag rapporter om over en snes mindre brande ifølge departementet for beskyttelse af civilsamfundet. Lørdag blev der registreret 70 brande i skove og landbrugsområder rundt om i landet.
De fleste brande var bragt under kontrol søndag ifølge redningstjenesterne. Mindst tre personer er blevet såret under brandene.
Hård blæst ventes i de kommende dage at skabe "ekstremt farlige" situationer ifølge departementet. Det gælder blandt andet de centrale dele af landet og oplandet omkring Athen.
Det har været en varm vinter i Grækenland med gennemsnitstemperaturer på 11,8 grader, hvilket er et ny rekordniveau ifølge Athens nationale observatorium. Tirsdag i denne uge blev der målt 31 grader i Chania på Kreta.
Brændende sommerhedebølger med temperaturer på over 40 grader kan gøre den græske hovedstad næsten uudholdelig at opholde sig i, og bystyret har lanceret planer om at plante 25.000 træer i løbet af de næste fem år i et forsøg på at afkøle Athen i sommermånederne.
I 2023 var Athen ramt af en vedvarende hedebølge med konstante temperaturer på over 40 grader. Det nationale observatorie i Athen har oplyst, at juli sidste år var den varmeste nogensinde, siden det begyndte at overvåge temperaturerne i 1863.
Næsten en fjerdedel af træerne i bjergene omkring hovedstaden er gået tabt på grund af skovbrande i løbet af de seneste seks år.
Athens kommune har omkring 650.000 indbyggere, men omkring tre millioner mennesker pendler dagligt ind og ud af byens centrum.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned