Grækerne vil forblive i eurozonen

Grækerne ønsker at forblive i euro-zonen, viser en ny meningsmåling, som blev offentliggjort kort før en parlamentsafstemning tirsdag om landets finanslov for 2012, der indbefatter gennemgribende besparelser og nedskæringer.

En opinionsmåling, som bliver bragt tirsdag i den engelsk-sprogede avis Athens Times, viser, at de fleste grækere venter, at de går ind i et nyt år, som bliver værre end det indeværende. Men 76,7 procent af de adspurgte siger, at de ønsker at forblive i eurozonen.

- Denne regering har chancen for at gå over i landets finanshistorie som den første, der reducerede gælden, sagde finansminister Evangelos Venizelos, da han understregede betydningen af afstemningen om det nationale budget, der er skrevet med ført pen af EU og Den Internationale Valutafond, IMF, efter store økonomiske redningspakker til Athen.

Et flertal i det græske parlament har tidligere udtrykt tillid til landets nye enhedsregering under premierminister Lucas Papademos. Regeringen omfatter en række partier fra hele det politiske spektrum.

Den nye græske premierminister har fået et tremåneders mandat til at indfri de krav, der er knyttet til hjælpepakken fra EU og IMF, og til at sætte skub i de langsigtede reformer i det gældsplagede land.

Grækenland går snart ind i sit femte år i træk med recession, og tirsdag viste nye tal fra finansministeriet, at det græske budgetunderskud voksede med 11 procent i årets første 10 måneder.

Iagttagere siger, at den græske regering vil få ro et godt stykke tid til at gennemføre reformer, hvis finansloven som ventet bliver vedtaget.

/ritzau/AFP

Flertal i den græske befolkning støtter euroen forud for parlamentsafstemning om finanslov.

Offentliggjort Sidst opdateret