Guvernør i Brasilia suspenderes efter storm på parlament
Efter Bolsonaro-tilhængere stormede Brasiliens parlament, højesteret og præsidentpalads har en højesteretsdommer afsat hovedstaden Brasilias guvernør. (Arkivfoto). Foto: Sergio Lima/Ritzau Scanpix
Manglende sikkerhed omkring magtinstitutioner i Brasilien betyder, at guvernør suspenderes i 90 dage.
En højesteretsdommer i Brasilien har sat guvernøren i hovedstaden Brasilia fra posten i 90 dage. Beslutningen skyldes manglende sikkerhed ved bygningerne for Brasiliens parlament, præsidentpalads og højesteret, der blev stormet søndag.
Efter at brasiliansk politi havde genvundet kontrollen med de tre bygninger, der ligger på samme plads, har fokus rettet sig mod, hvordan det kunne ske.
Dommeren, Alexandre de Moraes, har sent søndag aften lokal tid besluttet, at guvernøren Ibaneis Rocha fjernes fra posten i 90 dage.
De tre bygninger blev stormet af tilhængere af den tidligere præsident Jair Bolsonaro.
Tusindvis af tilhængere demonstrerede og krævede, at stemmerne fra præsidentvalget skulle gentælles. Valget blev vundet af venstrefløjens Luiz Inácio Lula da Silva, der således er ny præsident.
Tilhængere af den tidligere præsident overskred afspærringer og stormede bygningerne.
Præsident Lula har anklaget Brasilias politistyrke for at se til, mens demonstranterne stormede magtinstitutionerne. Politistyrkens øverste chef er netop guvernør Ibaneis Rocha, der er tidligere allieret med Jair Bolsonaro.
Lula befandt sig i en by i det sydøstlige Brasilien. Herfra underskrev han et dekret, der gav hans regering myndighed til at overtage kontrollen med de lokale politimyndigheder.
Ibaneis Rocha bad i en video Lula om tilgivelse for den manglende sikkerhed. Samtidig har han ifølge nyhedsbureauet AFP fyret sikkerhedschefen i Brasilia, Anderson Torres.
Torres har tidligere været justitsminister i Jair Bolsonaros regering.
Det brasilianske justitsministerium har ifølge AFP også bedt om at få udstedt en arrestordre på Torres og andre myndighedspersoner, der har forsømt deres pligter.
Bolsonaro selv har fordømt stormen på bygningerne som "plyndringer og en invasion."
Brasilia er udover at være Brasiliens hovedstad en af landets 27 delstater.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned