Det var en fornyet og relanceret Kamala Harris, der trådte ned fra podiet efter at have leveret den vigtigste tale i sin karriere, inden hun skal ud i USA's svingstater for at føre valgkamp som Demokraternes officielle præsidentkandidat.
– Jeg lover at være en præsident for alle amerikanere. I kan altid stole på, at jeg sætter landet over partiet og mig selv, sagde hun i sin omtrent 40 minutter lange tale tidligt fredag morgen dansk tid, hvor hun takkede ja til sit partis nominering.
Kamala Harris forsikrede om, at amerikanerne kan vente sig en moderat linje fra hende.
- Jeg vil være en præsident, der forener os omkring vores højeste ambitioner. En præsident, der leder og lytter. Som er realistisk. Praktisk. Og har sund fornuft. Og som altid kæmper for det amerikanske folk, sagde hun.
Harris' momentum kan kun være styrket efter dette konvent, siger Niels Bjerre-Poulsen, lektor ved Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet.
- Talen kan have fjernet nogle af de forbehold, nogle vælgere har over for at stemme på Kamala Harris. Hun definerer sig selv og lader ikke Trump og hans øgenavne definere hende, påpeger han blandt andet.
Hendes politiske modstander ved valget 5. november, republikaneren Donald Trump, er i fuld gang med at forsøge at stemple hende som "marxist".
- Der vil ikke være nogen fremtid under kammerat Kamala Harris, for hun vil føre os til Tredje Verdenskrig med atomvåben!, skrev Trump blandt andet på sit sociale medie, Truth Social, hvor han kommenterede Kamala Harris' tale i realtid.
Trump kritiserede videre, at Harris ikke kom tilstrækkeligt ind på en række emner som energipolitik, Kina og krigen i Ukraine.
Men Trump vil formentlig få det svært, når han møder Kamala Harris til tv-debat 10. september, mener Niels Bjerre-Poulsen.
- Han kommer til at få en helt anderledes ubehagelig oplevelse, end han har haft med Biden. Efter at have set, hvor sikker hun var i den tale, bliver hun svær at definere som en fra den yderste venstrefløj, der bare griner hele tiden og ikke forstår noget, siger han.
Også den norske USA-ekspert og professor Hilmar Mjelde er imponeret over hendes tale ved konventet.
– Jeg tænkte "wow", hvor har denne udgave af Kamala Harris gemt sig før? Hun har aldrig imponeret mig tidligere, men nu fremstod hun som en helt ny politiker og en stærk leder af nationalt format, siger han til nyhedsbureauet NTB.
– Dette var Kamala Harris '2.0'. Hun bestod testen. Hun virker politisk moderat, frygtløs og som en stærk leder. Det var en vellykket relancering af Harris.
Hidtil har Harris stået i skyggen af præsidenten - som vicepræsidenter oftest gør.
Og hun ville aldrig have stået på den scene, hvis ikke Joe Biden havde valgt hende som sin vicepræsident i 2020 og så for godt en måned siden trak sig som kandidat efter stort pres fra sit eget parti, påpeger tidsskriftet The Economist.
Harris forsøgte at blive partiets præsidentkandidat til valget i 2020, men måtte opgive på grund af for lav opbakning blandt vælgerne.
Med Harris' fremtræden ved konventet er der tale om en af de hurtigste og mest omfattende politiske genopfindelser, USA har oplevet, skriver The Economist.
Som vicepræsident er Kamala Harris blevet set som en, der ikke var autentisk, var for venstreorienteret og ikke helt vidste, hvad hun mente.
- Den gamle Harris er væk og erstattet af en selvsikker og poleret politiker, der gav fornyet energi til tusindvis af såvel partitro og moderate som partiets venstrefløj, skriver The Economist.
Men meget kan nå at ændre sig i de næste godt ti uger op til valget, tilføjer tidsskriftet.
/ritzau/
Harris har mindre føring end Clinton og Biden
* Kamala Harris ligger på nuværende tidspunkt dårligere i meningsmålingerne end Hillary Clinton og Joe Biden gjorde, da de havde republikaneren Donald Trump som modstander ved præsidentvalgene i henholdsvis 2016 og 2020.
* Ved valgene begge år undervurderede målingerne opbakningen til Trump.
* I 2016, da Clinton tabte til Trump, havde målinger givet hende et forspring på 7-8 procent. Men det faldt til 1-2 procent, efter at FBI indledte en undersøgelse af hendes brug af en privat email-konto til arbejdsmails.
* Et gennemsnit af de seneste meningsmålinger giver Harris 47,2 procent mod 43,6 procent til Trump. Det er et forspring på 3,6 procent, som ventes at stige efter Demokraternes netop overståede konvent.
Kilde: FiveThirtyEight
/ritzau/
Seneste artikler
250 frivillige sendte de første af 10.000 løbere godt afsted
Næsgaard-elever løber med i stor stil: - Broløbet er once-in-a-lifetime
Karin har fulgt brobyggeriet fra første parket: Søndag rykker folkefesten ind i Orehoved
Kirsten Sydendal i jubel over ø-planer: - Det er første gang, jeg ser ø-færgerne nævnt
Fra storbylivet i Shenzhen til Sydfalster: Claudia og Kun har forelsket sig i Væggerløse
Mest læste artikler
Stopper efter 140 år: - Vi kan ikke betale købmanden med traditioner
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Kronprinsen til stor brofest
Nabo taber klagesag om kæmpe solcelleanlæg
Kronprinsen på broen