Hizbollah melder om angreb mod soldater i israelsk grænseby
Den israelske grænseby Metula ligger nordligt i Israel omgivet af libanesiske områder på tre sider af byen. (Arkivfoto). Foto: Aziz Taher/Reuters
Hizbollah angriber soldater i israelsk grænseby, oplyser den militante bevægelse i meddelelse.
Hizbollah har rettet angreb med artilleribeskydning mod israelske soldater i den israelske grænseby Metula.
Det fremgår ifølge nyhedsbureauet Reuters af en udtalelse tirsdag, som er offentliggjort, efter at Israel har indledt militæroperationer på landjorden i Libanon.
Udtalelsen fra den militante libanesiske bevægelse nævner dog ikke Israels landoperation.
Israel har sagt, at der er blevet affyret flere "projektiler" mod landets nordlige områder, skriver nyhedsbureauet AFP.
Både i Metula og byen Avivim - som ligeledes lægger tæt på grænsen til Libanon - har der været luftsirener, oplyser militæret. Nogle projektiler blev opsnappet, mens andre ramte åbne områder, oplyser militæret.
Der er ikke umiddelbart meldinger om tilskadekomne eller materielle skader.
Den israelske grænseby Metula ligger i det nordlige Israel omgivet af libanesiske områder på tre sider af byen.
Siden 8. oktober har der været næsten daglige angreb over grænsen mellem Libanon og Israel, uden at det er eskaleret til egentlig krig.
De seneste uger er der dog kommet en markant optrapning i situationen.
Her har der været eksplosioner i kommunikationsudstyr i Libanon, stærkt intensiverede luftangreb fra Israel, drabet på Hizbollahs øverste leder - og natten til tirsdag en israelsk landoperation i Libanon.
Der er ifølge militæret tale om en "begrænset" og lokal offensiv, der er rettet mod Hizbollah-mål. Målene befinder sig i sydlige landsbyer tæt på grænsen og udgør en trussel mod Israel, lyder det fra det israelske militær, IDF.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned