Højrefløjskandidat bliver ny præsident i Brasilien
Tilhængere af højrefløjskandidaten Jair Bolsonaro under en valgfest i Rio de Janeiro søndag. Bolsonaro er gået til valg på løfter om at redde landet fra krise ved at lede det med hård hånd. Foto: AFP
AFP
Den stærkt højreorienterede Jair Bolsonaro bliver Brasiliens næste præsident, viser den foreløbige optælling.
Brasilien tager et stort skridt mod højre efter søndagens anden og afgørende runde af præsidentvalget.
Med knap 95 procent af stemmerne talt op har højrefløjskandidaten Jair Bolsonaro foreløbig 55,54 procents opbakning fra vælgerne.
Det viser de officielle resultater ifølge flere nyhedsbureauer.
Bolsonaro var oppe imod Arbejderpartiets Fernando Haddad ved den afgørende valgrunde søndag.
I første valgrunde tidligere på måneden fik Bolsonaro over 46 procent af stemmerne, mens Haddad kun havde opbakning fra 28 procent af vælgerne.
Valgkampen har splittet det store latinamerikanske land, der er verdens fjerdestørste demokrati.
- Jeg ville have Arbejderpartiet ud, siger den 74-årige Celina Ceccon, der stemte i hovedstaden Brasilia.
Hun har tidligere støttet den yderst populære ekspræsident Luiz Inacio Lula da Silva og hans efterfølger, Dilma Rousseff, men stemte på Bolsonaro ved dette valg.
- Der var så meget korruption, dårlige ting, så meget tyveri. Der bliver nødt til at komme forandring, siger Ceccon.
Den 63-årige Jair Bolsonaro er tidligere kaptajn i hæren. Han er berygtet for at svine kvinder og homoseksuelle til og for at fremsætte racistiske kommentarer om sorte.
Fernando Haddad blev udpeget som Arbejderpartiets præsidentkandidat, da Lula blev udelukket fra at stille op på grund af en korruptionsdom.
De sidste valgsteder i det vestlige Brasilien lukkede klokken 23 dansk tid.
Men inden da havde valgstedsmålinger fra de øvrige delstater vist, at Bolsonaros allierede har klaret sig godt i kampen om guvernørposter flere steder i landet.
Formentlig har den kommende præsidents allierede vundet guvernørposterne i São Paulo, Rio de Janeiro og Minas Gerais. Det viste valgstedsmålinger tidligere søndag aften, skriver Reuters.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned