USA's særlige udsending til Afghanistan og Pakistan ligger på intensiv afdeling på George Washington Universitets-hospital i den amerikanske forbundshovedstad, Washington.
Den 69-årige Richard Holbrooke, en af USA's mest erfarne udenrigsdiplomater, har i de seneste to år rejst i pendulfart mellem Afghanistan, Pakistan og USA - plus til en række andre lande - for at hjælpe med at fremme stabilitet i området, der er plaget af krig og terror.
Nu har familien samlet sig på hospitalet, meddeler udenrigsministeriet i Washington, der tilføjer, at hans tilstand er kritisk. Han har gennemgået en operation i hovedpulsåren.
- Hans tilstand er kritisk, og familien er hos ham, hedder det i meddelelsen.
Holbrooke faldt om fredag i udenrigsministeriet og blev i hast kørt på hospitalet. Han faldt om på syvende etage, hvor også udenrigsminister Hillary Clinton har sit kontor, sagde Philip Crowley, talsmand for ministeriet.
Holbrooke har i årtier arbejdet med amerikansk udenrigsdiplomati. Han var diplomat tilbage i 1970'erne og var embedsmandsansvarlig for det amerikansk-kinesiske forhold, da de to lande normaliserede forbindelserne i 1978.
Da Bill Clinton i 1990'erne var præsident, var Holbrooke viceudenrigsminister, og han regnes for chefarkitekten bag Dayton-aftalen, der afsluttede krigen i Bosnien i 1995.
Senere blev han USA's FN-ambassadør.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned