Holland tager store skridt i opgøret med fortiden som kolonimagt

Hollands kong Willem-Alexander gav i weekenden en historisk undskyldning for Hollands fortid med slaveri. Sidste år gav også Hollands premierminister, Mark Rutte, en undskyldning. (Arkivfoto). Foto: Remko De Waal/Ritzau Scanpix

Det er "historisk" at Holland for første gang leverer artefakter tilbage til tidligere kolonilande. Skridtet bliver taget kort efter en historisk undskyldning.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det har været længe undervejs i Holland.

Drypvis er der de senere år blevet taget opgør med landets fortid som kolonimagt.

Nogle gange har der været større skvulp, og den seneste uges tid er det for alvor kommet i store bølger.

I weekenden kom kong Willem-Alexander med en historisk, dybfølt undskyldning for landets tid med slavehandel og bad om tilgivelse for, at kongefamilien i sin tid intet gjorde for at stoppe det.

Endnu en milepæl er nu undervejs. Holland vil begynde at levere hundredvis af artefakter fra koloniæraen tilbage til Indonesien og Sri Lanka, oplyser kulturminister Gunay Uslu.

Hun kalder det "historisk".

- Det er første gang, at vi leverer genstande tilbage, som aldrig skulle have været i Holland, siger hun ifølge BBC og varsler samtidig et større samarbejde med de to lande.

Det er ikke ting fra småtingsafdelingen, der bliver sendt tilbage. Artefakter, der for eksempel pryder udstillinger på det berømte Rijksmuseum i Amsterdam, skal retur.

I alt bliver 478 genstande returneret til landene, som begge var koloniseret af hollænderne i over 100 år.

Sri Lanka får en smukt udsmykket bronzekanon fra det 18. århundrede hjem.

Den står i dag på Rijksmuseum og menes at være faldet i Hollands hænder i 1765, da hollandske styrker angreb og erobrede det srilankanske kongerige Kandy.

Selv om Rijksmuseum bliver nogle udsmykningsgenstande fattigere, er der ingen sure miner hos museets direktør, Taco Dibbits.

Han ser tilbageleveringen som "et positivt skridt i samarbejdet med Sri Lanka".

Et sværd udsmykket med 138 diamanter skal også tilbage til Sri Lanka.

Indonesien kan blandt andet se frem til at få resten af den såkaldte Lombok-skat hjem. Den består af hundredvis af guld- og sølvgenstande, som den hollandske hær stjal fra et palads på den indonesiske ø Lombok i 1894.

Dele af den blev returneret i 1977.

Indonesien var den vigtigste hollandske koloni.

Holland blev en kæmpe kolonimagt fra det 17. århundrede og havde kolonier på tværs af kloden.

Holland var et af de sidste lande i Europa til at afskaffe slaveri. Det skete 1. juli 1863 - dog med en tiårig overgangsperiode. I en periode på 200 år handlede hollandske slavehandlere med mere end 600.000 mennesker.

Den fortid har Holland de senere år forsøgt at gøre op med.

Sidste år undskyldte også premierminister Mark Rutte for landets rolle med slavehandel, ligesom storbyer som Amsterdam og Rotterdam har undskyldt.

Rijksmuseum i Amsterdam, Hollands hovedstad, må vinke farvel til en række genstande, herunder dem på billedet, som skal sendes tilbage til Sri Lanka, hvor de blev stjålet fra under Hollands tid som kolonimagt. Foto: Freek Van Den Bergh/Ritzau Scanpix

Den seneste udvikling med at sende artefakter tilbage kommer på baggrund af anbefalinger, som en komité kom med i 2020.

Her lyder anbefalingerne, at den hollandske regering bør være villig til "uden nogen forbehold" at aflevere kulturelle genstande stjålet i tidligere kolonier tilbage, hvis lande beder om det.

Det er en måde for Holland at tage ansvar for sin kolonifortid på og anerkende den grundlæggende uretfærdighed, der ligger bag landets samlinger med kunst og artefakter fra kolonitiden, hedder det.

Det er første gang, at regeringen følger anbefalingerne. Men forventningen er, at mere kunst anskaffet under kolonitiden i fremtiden ender med at blive leveret tilbage.

/ritzau/

Hollands fortid som kolonimagt

* Holland var igennem det 17. og 18. århundrede en stor kolonimagt med kolonier på tværs af kloden.

* Holland var et af de mest fremgangsrige lande med enorm handel og opnåede store fremskridt, særligt på grund af kolonialismen og slavehandel. Det 17. århundrede bliver ofte omtalt som en gylden æra for Holland.

* Omkring 600.000 afrikanere blev solgt som slaver i de århundreder.

* 1. juli 2023 var det 160-året for afskaffelsen af slaveri i Holland, der dog først rigtig sluttede i 1873 efter en tiårig overgangsperiode. I forbindelse med årsdagen gav hollandske kong Willem-Alexander en undskyldning for slaveriet på vegne af kongehuset.

* Det er først i det 21. århundrede, at Holland for alvor er begyndt at tage et opgør med sin fortid som kolonimagt. Først i 2006 blev Hollands historie med slaveri føjet til skolernes pensum.

Kilder: BBC, dpa og AFP.

/ritzau/

Denne bronzekanon, som er udsmykket med guld, sølv og rubler, er fra Sri Lanka, men står på Rijksmuseum i Amsterdam. Den er blandt genstandene, der bliver sendt tilbage til Sri Lanka. Foto: Freek Van Den Bergh/Ritzau Scanpix

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu