Hollywood-ikon får ansigtsløft før mærkedag

Det verdensberømte, hvidmalede Hollywood-skilt, som skuer ud over filmbyen Los Angeles, er i færd med at blive frisket op til fordums stolthed i den mest omfattende renovering af turistattraktionen i 35 år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det sker forud for skiltets 90-års fødselsdag næste år.

De 15 meter høje bogstaver bliver opkvikket med mere end 1500 liter frisk maling, og renoveringsarbejdet omfatter også en powervask af det bølgede jern, som holder seværdigheden oprejst ved toppen af Mount Lee nord for den amerikanske millionby.

Det oprindelige skilt blev opført i 1923 for at reklamere for et ejendomsudviklingsprojekt ved navn "Hollywoodland", men de sidste fire bogstaver blev fjernet i 1940'erne.

Skiltet blev efterhånden en af de mest elskede attraktioner i Los Angeles.

Men på grund af misvedligeholdelse blev det lidt sølle at se på, indtil man i 1970'erne rejste penge til renovering fra ni donerer, som hver "adopterede" et af gigantbogstaverne.

Det blev atter truet, da jorden omkring skiltet for relativt nyligt var ved at blive solgt til investorer med planer om at bygge luksusboliger på grunden i stedet.

Men det lykkedes en kendisgruppe bestående af blandt andre Playboy-mogulen Hugh Hefner, Hollywood-stjernerne Steven Spielberg og Tom Hanks samt daværende Californien-guvernør Arnold Schwarzenegger at forpurre planerne i 2010.

Offentligheden er nægtet adgang til området omkring skiltet med et sofistikeret alarmsystem med bevægelsessensorer.

Det skyldes blandt andet frygt for vandalisme, men også for at undgå, at folk tager deres eget liv fra det høje skilt. I 1932 kastede den britiske skuespiller Peg Entwistle sig i døden fra bogstavet "H".

/ritzau/