Hundredetusinder til begravelse

Der er flere hundrede tusinder deltagere i begravelsen af den iranske storayatollah Hossein Ali Montazeris begravelse i den hellige by Qom. Det skriver reformbevægelsens hjemmeside Jaras. Iranske sikkerhedsstyrker har stoppet en bus med reformtilhængere, der var på vej til for at deltage. Flere af dem blev anholdt.

- Mængden i processionen anslås til hundrede tusinder mennesker, som råbte slagord for den afdøde samt oppositionsleder Mirhossein Mousavi, skriver Jaras.

Mousavi har i Qom besøgt Montazeris familie for at kondolere, skriver reformbevægelsens hjemmeside, Kaleme. Flere andre ledende medlemmer af reformbevægelsen og tusinder af tilhængere ventes at deltage i begravelsen.

Montazeri, der var en af Irans mest indflydelsesrige systemkritikere, døde 87 år gammel og begraves mandag i Qom, hvor han boede.

For et halvt år siden opfordrede Montazeri landets unge til at fortsætte deres demonstrationer mod styret i Teheran efter det omstridte præsidentvalg. Det var hans sidste skridt i et langt liv som kritiker af den islamiske stat. Han kaldte præstestyret for et "diktatur".

Hossein Ali Montazeri var i mange år på reformfløjen i Iran. Fra 1997 til 2002 sad han i husarrest for sin kritik af styret.

Montazeri var i 1980'erne udset til at efterfølge den nu afdøde ayatollah Ruhollah Khomeini. Men han røg ud i kulden i marts 1989 efter at have kritiseret Irans overgreb på systemkritikere.

Det halvofficielle nyhedsbureau Fars skriver, at en anden fremtrædende reformtilhænger, storayatollah Yusof Saanei, besøgte Montazeris hjem søndag for at kondolere.

Hossein Ali Montazeri døde på et tidspunkt, hvor spændingerne atter er ved at tage til i Teheran - seks måneder efter valget.

/ritzau/

Flere hundrede tusinder deltager i begravelsen af storayatollah Hossein Montazeri. Flere er anholdt, og oppositionsleder deltager ved begravelsen i Qom.

Offentliggjort Sidst opdateret