I 2022 blev en journalist dræbt hver fjerde dag
Blandt de journalister, der i 2022 mistede livet, er Shireen Abu Akleh fra Al-Jazeera, der i maj blev dræbt på Vestbredden. (Arkivfoto). Foto: Hazem Bader/Ritzau Scanpix
Især Latinamerika og Caribien er farlige regioner for journalister. Her blev 44 dræbt i 2022.
Mindst 86 journalister blev dræbt i 2022 ifølge FN's organ for uddannelse, kultur, kommunikation og videnskab, Unesco. Det svarer til, at der hver fjerde dag var en journalist, der blev dræbt.
Det skriver FN-organet i en pressemeddelelse.
I perioden 2019-2021 blev der i gennemsnit dræbt 58 journaliser om året.
- Efter flere år med stadige fald i tallene, er der i 2022 sket en alarmerende stigning i antallet af dræbte journalister, siger Unescos generaldirektør, Audrey Azoulay, i pressemeddelelsen.
De 86 er dog stadig færre end i 2018, hvor 99 journalister blev dræbt.
23 af de dræbte journalister blev dræbt i konfliktramte lande - det er tre flere end i 2021.
Men ifølge Unesco er stigningen i antallet af dræbte journalister drevet af, at der næsten er sket en fordobling i antallet af journalister, der blev dræbt i lande, der ikke er konfliktramte.
De journalister er dræbt i forbindelse med afsløringer "eller omtale af organiseret kriminalitet, væbnet konflikt, eller overvågning af ekstremisme, og mens de dækkede emner som korruption, miljøforbrydelser, magtmisbrug og demonstrationer," hedder det i Unescos rapport.
Et af de mest omtalte journalistdrab i 2022 var på journalisten Shireen Abu Akleh, der i maj blev dræbt, da hun dækkede en razzia i byen Jenin på Vestbredden.
Tv-stationen Al-Jazeera, hvor Abu Akleh arbejdede, mener, at det er israelske styrker, der står bag drabet.
Sagen blev i december indgivet til Den Internationale Straffedomstol (ICC).
Latinamerika og Caribien er markant farlige regioner for journalister, skriver Unesco. Her er 44 journalister blevet dræbt under udøvelsen af deres hverv.
- Myndighederne må intensivere deres forsøg på at stoppe disse forbrydelser og de må sikre, at de gerningsmændene bliver straffet.
- Ligegyldighed er en farlig faktor i disse sammenhænge, siger Unesco-chefen.
I ganske mange tilfælde går drabene på journalister også ustraffet hen.
Straffriheden for drab på journalister er på 86 procent, konstaterer FN-organet.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned