Imam advarer USA mod ny Muhammedkrise

En imam, der står bag planer om at opføre et islamisk kulturcenter i nærheden af Ground Zero i New York, beklager den furore, projektet har medført.

Men samtidig advarer han om, at striden kan føre til reaktioner i den muslimske verden, der langt vil overgå opstanden her over Jyllands-Postens Muhammedtegninger.

- Hvis det ikke bliver håndteret korrekt, vil denne krise kunne blive meget større end den danske Muhammedkrise, der resulterede i angreb på danske ambassader forskellige steder i den muslimske verden, vurderer imam Feisal Abdul Rauf, i CNN-programmet Larry King Live, der blev sendt dent onsdag.

Rauf lod sig her interviewe for første gang, siden der denne sommer udbrød voldsom debat i USA om hans planer om at opføre et kulturcenter med tilhørende moské blot to gader fra det sted, hvor World Trade Center stod.

En meningsmåling foretaget sidste måned viser, at 71 procent af indbyggerne i New York modsætter sig en moské så tæt på det sted, hvor terrorangrebet 11. september 2001 kostede henved 3000 mennesker livet.

Imam Rauf erkendte i CNN-interviewet, at han helt havde misfortolket de følelser, der fortsat findes hos newyorkerne ni år efter al-Qaedas terrorangreb.

- Hvis jeg havde vidst, at dette ville forårsage en sådan smerte, ville jeg ikke have gjort det, siger Rauf med henvisning til planerne om at opføre et islamisk kulturcenter til 100 millioner dollar.

Han understreger dog, at man må finde en mindelig løsning på sagen, så at den ikke i den muslimske verden bliver fortolket som, at muslimer er blevet forhindret i at opføre et kulturcenter af yderliggående kræfter i USA.

- Hvis vi ikke håndterer dette korrekt, kunne det udvikle sig til noget, der kan blive endog meget, meget, meget farligt, fastslår imam Rauf, der i mere end 25 år har drevet en moské på Manhattan.

/ritzau/

Krisen omkring et planlagt islamisk kulturcenter i New York kan udvikle sig til noget langt, langt alvorligere end den danske Muhammedkrise, advarer imam.

Offentliggjort Sidst opdateret