Indbyggere i Soledar er overladt til sig selv med frygten for bomber

På markedet i den østukrainske by Soledar hænger en trussel over hovedet på de lokale.

Russerne har sat gang i en ny offensiv i Donbas-regionen. Det har betydet ødelæggelser i hele området. Soledar ligger lige ved frontlinjen.

Et stykke af den lokale saltmine er allerede skudt i stykker. Hovedvejen, hvor der plejede at køre busser, er ødelagt.

Men den 47-årige landmand Tetjana Barshchevska er mest bekymret for, hvad der kan ske med hendes køer og grise.

- Jeg har investeret alt, hvad jeg har, i dem. Hele min løn er gået til gården, siger hun bag et foldebord fyldt med kød og creme fraiche.

Et par ældre damer og mænd deler historier om deres søvnløse nætter.

Tetjana Barshchevska ser nøje på sine venner. Derefter tilbage på bordet med kød.

- I dag slog det mig virkelig, hvor gamle folk er blevet i løbet af de sidste par uger.

- Det skyldes frygt. Man kan se det i deres øjne. Deres øjne er blevet ældre, tilføjer hun.

Soledar er så godt som omringet af russerne.

Vejen, der leder nordvest for byen, er nu under russisk kontrol. Den ender i to belejrede og øde industribyer, som Ukraine nægter formelt at afstå.

I nabobyen Bakhmut er der set russiske soldater helt ind til tre kilometer fra dens østlige grænse.

Vejen, der leder nordøst for Soledar, er blevet afskåret af russerne. De vil gerne erobre byerne Slovjansk og Kramatorsk, som er symbolsk vigtige for ukrainerne.

Men meget få ukrainske forstærkninger holder til i området.

Løbegrave i syd antyder, at Ukraine forbereder sig på at indtage en ny defensiv position, som vil lade steder som Soledar i stikken.

De lokale på markedet lyder efterhånden mere og mere fatalistiske.

- Hvis de dræber mig, så dræber de mig, siger pensionisten Volodymyr Selevyorstov. Han hentyder til de bomber, der potentielt kunne ramme hans bod hvert øjeblik.

- Forleden blev min nabos ko dræbt af en granat. Jeg var nødt til at trække den ud af gården. Ellers ville den begynde at lugte, siger han med et skævt smil.

69-årige Valentyna Pavlenko slæber en tohjulet vogn forbi resterne af en skole. Beboerne fortæller, at skolen kortvarigt husede en ukrainsk militærenhed.

Kampene i nærheden af Soledar tager hårdt på hans nerver.

- Hvor skal jeg flygte hen? De skyder alle de steder, man kan komme til. Så hvor kunne man overhovedet flygte til?

- Hvis noget eksploderer i nærheden af mig, så ønsker jeg kun, at jeg ikke bliver handicappet. Hvis en bombe rammer, vil jeg gerne have det overstået hurtigt, siger han.

Denis Aleksandriv på 42 føler sig mere i live, når han er tæt på de farlige beskydninger.

For en måned siden mistede han sit arbejde på grund af krigen. Nu hjælper han med at rense kartofler på markedet.

Risikoen for at blive dræbt virker han opgivende overfor. Det giver ingen mening at gemme sig, fortæller han.

- Hvis bomberne falder, kan de slå ned alle steder. Det er ligegyldigt, hvor man gemmer sig.

- Herude (på markedet, red.) kan man tale med folk. Vi kender alle sammen hinanden nu. Det gør det lidt lettere, siger han.

/ritzau/AFP