Indien og Pakistan åbner for at nedtrappe konflikt
En ældre mand går gennem ruinerne af sit hus i en landsby i den pakistanske del af Kashmir, der natten til lørdag blev ramt af indiske angreb. 13 civile er dræbt, meddeler Pakistan. Foto: M.d. Mughal/Ritzau Scanpix
Hvis modparten stopper angrebene nu, vil vi overveje at gøre det samme, lyder det fra både Indien og Pakistan.
Indien vil nedtrappe angrebene mod Pakistan, hvis Pakistan gør det samme, siger en talsmand for det indiske militær lørdag ifølge Reuters.
Pakistans udenrigsminister, Mohammed Ishaq Dar, siger i en tilsvarende melding til pakistansk tv, at hvis Indien stopper angrebene nu, "vil vi overveje at stoppe her".
Tidligere lørdag har de to lande angrebet hinanden.
Natten til lørdag er 13 civile blevet dræbt og flere end 50 såret i den pakistansk kontrollerede del af Kashmir. Det oplyser Pakistans katastrofemyndighed.
Tre af Pakistans militære luftbaser blev ramt af missiler fra Indien i løbet af natten.
Det fik Pakistan til at foretage et modangreb med brug af blandt andet droner ved grænsen mellem de to lande. Det meddeler Indiens hær i et opslag på X.
Der er ikke umiddelbart meldinger om dræbte eller sårede på den indiske side af grænsen.
Konflikten har fået Pakistan til at lukke sit luftrum i det kommende døgn, meddeler pakistanske myndigheder lørdag morgen.
Det er fjerde døgn med en optrappet, væbnet konflikt mellem de to atommagter.
USA's udenrigsminister, Marco Rubio, har talt i telefon med Pakistans hærchef, general Asim Munir, og Indiens udenrigsminister, Subrahmanyam Jaishankar.
Rubio har opfordret begge parter til at nedtrappe situationen og "genetablere direkte kontakt for at undgå fejlberegninger".
Ifølge tv-stationen News 18 har der derpå været direkte telefonisk kontakt mellem de to lande for første gang, siden konflikten eskalerede tidligere på ugen.
Oplysningen er ikke bekræftet fra anden side.
Indien og Pakistan har i årtier ligget i strid om regionen Kashmir.
Den seneste opblussen i konflikten har rod i et angreb i april. Her dræbte militante 26 personer i et turistområde i den indiske del af Kashmir.
Indien mener, at Pakistan støttede angrebet. Pakistan afviser at have noget med angrebet at gøre.
Natten til onsdag tog konflikten til, da Indien angreb ni steder i Pakistan og den del af Kashmir, som Pakistan kontrollerer. Pakistan varslede kort efter hævn.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Hovedtribunen lukket før Brøndby-brag: Nu kæmper NFC mod uret
Mille er én de unge, der svært kan undvære SU'en
Datoerne er på plads: Her spiller NFC pokalbrag mod Brøndby
Fjerner SU'en: - Vi kan ikke bare få et job
Arkæologer gør uventet fund på historisk grund
Mest læste artikler
Café lukket efter syv dage: Det er chokerende
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Bygning med Harald Nyborg og thansen til salg for stort millionbeløb
Finn og Ciuk sælger restauranten: Tør ikke løbe en risiko
Stjal diesel for knap 10.000 kroner: - De skulle have et lag pisk og så i en gabestok