Iraks premierminister satser på genvalg trods blodig uro
Irakerne går onsdag til det første parlamentsvalg, siden de amerikanske tropper forlod det krigshærgede land i 2011.
Omkring 20 millioner vælgere har mulighed for at udpege 328 medlemmer af parlamentet i Bagdad, men valget ventes at blive overskygget af en optrappet voldsbølge i landet.
Søndag eksploderede to bomber ved et politisk møde i den østlige del af Iraks hovedstad. Og både mandag og tirsdag blev adskillige mennesker dræbt under forskellige angreb rundt om i landet.
Alene tirsdag døde mindst 64 mennesker, hvilket har rejst tvivl om, hvorvidt sikkerhedsstyrkerne kan magte opgaven med at beskytte valglokalerne onsdag.
Mens volden eskalerer på gaden og den sekteriske uro stiger, forsøger premierminister Nuri al-Maliki at blive genvalgt til endnu en periode i embedet.
Kritiske røster kritiserer Nuri al-Maliki for massiv korruption og for at være medansvarlig for den igangværende vold, som er den værste, landet har set, siden uroen var på sit højeste fra 2006-2008, skriver nyhedsbureauet dpa.
Ifølge en vurdering fra FN døde 8868 mennesker i 2013 på grund af den massive vold. Det er det højeste årlige dødstal i fem år.
I år har uroen allerede kostet omkring 3000 mennesker livet, og dele af landet, som har været uden for regeringens kontrol i flere måneder, kommer ikke til at se nogen stemmebokse.
Den 63-årige shiamuslimske premierminister har siddet på magten siden 2006. Han og resten af statsapparatet bliver kritiseret af landets mindretal af sunnimuslimer for diskrimination. De føler sig undertrykte og sat uden for indflydelse.
Men da der er ikke nogen til at samle oppositionen, ser det ud til, at den shiamuslimske politiker bliver ved magten på trods af uro, en vaklende økonomi og kritikere, der anklager Maliki for at rage endnu mere magt til sig.
Et valgresultat ventes tidligst offentliggjort fredag, og som ved tidligere valg forventes det, at det kommer til at tage flere måneder med forhandlinger, før der bliver fundet en koalitionsregering. Det er nemlig ikke sandsynligt, at ét parti opnår flertal i parlamentet.
/ritzau/dpa
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie