Iran: Vi har ingen begrænsninger i vores valg af forsvar
Et israelsk kampfly triller ud af en flyhangar et sted i Israel på dette foto, der er udleveret af det israelske militær lørdag. Israelske kampfly har angrebet militære mål i Iran natten til lørdag. Foto: -/Ritzau Scanpix
Irans militær nedtoner omfanget af skader efter israelsk angreb, selv om minister varsler grænseløst forsvar.
Iran ser ingen begrænsninger i spørgsmålet om, hvordan landet skal forsvare sine interesser, sit folk og sin territoriale integritet.
Det siger landets udenrigsminister, Abbas Araghchi, lørdag ifølge det iranske nyhedsbureau Tasnim.
- Vi har vist, at vores beslutsomhed om at forsvare os ikke kender nogen begrænsninger, siger ministeren.
- Vi vil forsvare vores territorie og vores hjemland. Det tror jeg, at alle allerede har set, siger Abbas Araghchi.
Hans udsagn kommer, efter at Israel har rettet luftangreb mod militære mål i Iran natten til lørdag. Ifølge det statslige nyhedsbureau Irna er fire iranske soldater døde.
Lørdag aften dansk tid nedtoner Iran omfanget af ødelæggelser efter det israelske angreb.
De israelske krigsfly brugte "meget lette sprænghoveder" og ramte kun radarsystemer i grænseområder, meddeler det iranske militær.
- Fjendtlige fly blev forhindret i at trænge ind i landets luftrum, og angrebet forårsagede kun begrænset skade, lyder det fra militæret.
Israel havde længe varslet, at man ville gengælde et iransk missilangreb, som fandt sted 1. oktober.
Det var anden gang, at Iran direkte har angrebet Israel. Første gang var i april i år.
Ifølge Iran var det første angreb gengæld for et angreb på det iranske ambassadekompleks i Damaskus. Her døde syv iranske militærfolk.
I USA siger præsident Joe Biden, at han håber, at angrebene natten til lørdag er "slutningen" på den israelske gengældelse mod Iran.
Tidligere lørdag opfordrede en talsmand for USA's nationale sikkerhedsråd til, at Iran bryder voldsspiralen "uden yderligere optrapning".
FN's generalsekretær, António Guterres, siger i en meddelelse, at han er "dybt bekymret" over optrapningen i Mellemøsten efter de israelske angreb i Iran.
Via sin talsmand opfordrer han til et stop for alle militære handlinger i regionen.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned