Irans øverste leder: Israel skal straffes og vil blive det
- Det onde regime begik en fejl, og det skal straffes og vil blive det, har ayatollah Ali Khamenei, Irans øverste leder, onsdag sagt i en tale med henvisning til Israel. Foto: -/Ritzau Scanpix
Iran har svoret at ville hævne angreb på konsulat i Syrien, som landet har givet Israel skylden for.
Ayatollah Ali Khamenei, Irans øverste leder, siger onsdag, at Israel "skal straffes og vil blive det".
Udtalelsen kommer efter et angreb på det iranske konsulat i Syrien.
Mandag blev to generaler fra den iranske revolutionsgarde og en række andre personer dræbt i Syriens hovedstad, Damaskus, da det iranske konsulat i byen blev bombet.
Iran har svoret at ville hævne angrebet, som det giver Israel skylden for.
Konflikten mellem Iran og Israel har blandt andet afsæt i krigen i Gaza.
- Det onde regime begik en fejl, og det skal straffes og vil blive det, siger Khamenei i en tale.
Khamenei siger, at angrebet den 1. april, som jævnede det fem etager høje konsulat med jorden, var en grov krænkelse af internationale aftaler om diplomatiske missioners ukrænkelighed.
- Et lands konsulater og ambassadekontorer er det pågældende lands territorium, uanset hvor et ligger. Det vil sige, at Israel angreb vores territorium, siger han.
Khamenei har sammen med andre iranske ledere svoret gengældelse mange gange.
Israel sagde sidste uge, at det er ved at styrke dets forsvar som følge af de iranske trusler om gengældelse.
Iran anerkender ikke Israel, og de to lande har i en årrække udkæmpet en skyggekrig. Iran hævder, at Israel har stået bag en bølge af sabotage-operationer og attentater vendt mod Irans atomprogram.
Israels udenrigsminister, Israel Katz, siger onsdag på det sociale medie X, at Israel vil angribe og ramme Iran på dets eget territorium, hvis iranerne angriber Israel fra deres eget territorium.
Israel besluttede fredag midlertidigt at lukke sin ambassade i den svenske hovedstad, Stockholm. Det bekræftede ambassaden over for avisen Aftonbladet.
Årsagen var frygt for hævnangreb i forbindelse med konflikten.
Også i København var den israelske ambassade lukket hele fredag, oplyste ambassaden til Ritzau.
Ambassaden ønsker dog ikke at oplyse, hvad årsagen var.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned