Iransk atom-professor dræbt af bombe

En iransk professor er blevet dræbt ved en bombeeksplosion i Irans hovedstad Teheran.

Ifølge det statslige iranske tv drejer det sig om atomfysikeren Massoud Mohammadi. Han blev dræbt i nærheden af sit hjem i den nordlige del af Teheran af en bombe, som var fæstnet på en motorcykel.

Bomben blev udløst ved hjælp af en fjernkontrol, oplyser tv-kanalen Press TV.

Mohammadi underviste i atomfysik på Teherans universitet. De iranske myndigheder, der kalder bombeanslaget for en terrorhandling, siger, at der indtil videre ikke er foretaget anholdelser i sagen.

Forholdet mellem Iran og Vesten er blevet stadigt mere spændt på grund af iranernes nukleare ambitioner.

/ritzau/AFP

En iransk professor i atomfysik er dræbt af en bombe i Teheran. De iranske myndigheder siger, at der er tale om en terrorhandling.

Offentliggjort Sidst opdateret