IS henretter kurdiske kvinder og børn nær Kobani
Endnu en selvmordsbombe detoneres i Kobani, der har været under angreb fra islamister siden torsdag morgen.
Krigere fra Islamisk Stat har henrettet mindst 20 kurdere, heriblandt kvinder og børn, i en landsby syd for den syriske grænseby Kobani.
Det rapporterer Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.
- Styrker fra IS har skudt og dræbt mindst 20 mennesker i den kurdiske landsby Barkh Butan, heriblandt kvinder og børn og beboere, som har grebet til våben, hedder det fra observatørgruppen.
Henrettelserne er sket under den offensiv, som IS iværksatte torsdag morgen mod Kobani, der ligger tæt ved grænsen til Tyrkiet.
De militante islamister blev ellers i begyndelsen af året fordrevet af de kurdiske forsvarsstyrker fra de dele af Kobani, som de kontrollerede.
En selvmordsbombe eksploderede tidligere på dagen inde i Kobani, og ved middagstid eksploderede endnu en bilbombe.
Morgenens angreb og bomber kostede mindst 12 mennesker livet og sårede over 70, oplyser observatørgruppen.
Den syriske regering siger, at IS's militsfolk er trængt ind fra den tyrkiske side af grænsen og har angrebet Kobani, men det afvises af guvernøren i den tyrkiske grænseprovins Sanliurfa.
- De data, vi råder over, beviser, at organisationens medlemmer infiltrerede Kobani fra Jarablus inde i Syrien, siger guvernøren ifølge nyhedsbureauet AFP.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned