IS-teenagers familie beder Storbritannien om at vise nåde
Shamima Begum rejste i 2015 fra London til Syrien, hvor hun tilsluttede sig den militante gruppe Islamisk Stat (IS). Foto: Pool New/Reuters
Pool New/Reuters
Storbritannien er blevet bedt om at genoverveje beslutningen om at tage statsborgerskabet fra Shamima Begum.
Den britiske teenager Shamima Begums familie opfordrer i et brev det britiske indenrigsministerium til at genoverveje beslutningen om at tage det britiske statsborgerskab fra hende. Det skriver Sky News.
Opfordringen kommer, efter at Begum fredag mistede sin søn.
Begum rejste i 2015 som 15-årig fra London til Syrien. Her tilsluttede hun sig den militante gruppe Islamisk Stat (IS).
I februar meddelte det britiske indenrigsministerium, at det vil tage statsborgerskabet fra Begum.
Det er den beslutning, som den unge kvindes familie nu vil have ændret.
- Vi skriver på vegne af fru Shamima Begums mor for at bede jer om at genoverveje jeres beslutning fra 19. februar om at tage det britiske statsborgerskab fra hendes datter, skriver familiens advokat i et brev.
- Frøken Begum beder om at overveje at vise nåde set i lyset af de nye oplysninger - særligt om den nyfødte søns død, lyder det.
Inden sønnens død sagde Shamima Begum, at hun ønskede at vende tilbage til Storbritannien, fordi hun mente, at det ville være bedre for hendes nyfødte søn at vokse op der.
Begum blev gift med den hollandske mand Yago Riedijk, få dage efter at hun i 2015 ankom til Islamisk Stats territorium i Syrien.
Han ønsker, at hun vender tilbage til Holland sammen med ham.
Shamima Begum er ikke den eneste britiske IS-brud, der har fået frataget sit britiske statsborgerskab.
The Sunday Times skrev søndag, at 30-årige Reema Iqbal og hendes 28-årige søster, Zara, havde fået frataget statsborgerskab.
Årsagen var, at de havde "giftet sig ind i terrororganisationer, der er tilknyttet drab på vestlige gidsler".
Den britiske indenrigsminister Sajid Javids beslutning om at fratage Begum statsborgerskab har skabt stor debat i Storbritannien.
Mange politikere har påpeget, at det er forbudt at gøre en brite statsløs.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned