Islands præsident vil i denne uge beslutte sig om muligt nyvalg
Islands præsident, Halla Tómasdóttir (til højre), var sammen med sin ægtefælle, Björn Skúlason, onsdag på besøg i København. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Den islandske regering er gået af, og nu er det op til præsidenten at afgøre, hvad næste skridt er.
Den islandske præsident, Halla Tómasdóttir, vil i løbet af denne uge beslutte sig for, om der skal afholdes nyvalg i Island.
Det siger hun mandag - dagen efter at regeringen meddelte sin afgang.
Statsminister Bjarni Benediktsson meddelte på en pressekonference søndag, at regeringen, der består af tre partier, vil gå af.
Det er nu op til præsidenten at beslutte, om det islandske parlament skal opløses, og der skal afholdes nyvalg. Det er forventningen, at hun vælger denne løsning, men hun kan også gå en anden vej.
Hun kan således bede en anden partileder end Bjarni Benediktsson, leder af Selvstændighedspartiet, om at forsøge at danne regering.
Derfor vil hun nu holde møder med partilederne, siger hun mandag.
- Efter de møder vil jeg danne mig et overblik, før jeg tager en beslutning.
- Jeg kommer til at tage en beslutning senere på ugen, siger hun.
Ifølge det svenske nyhedsbureau TT og det norske nyhedsbureau NTB er et bud på en dato for et eventuelt nyvalg den 30. november.
Det næste ordinære valg skulle ellers først holdes næste efterår.
De tre islandske regeringspartier har dannet koalitionsregering siden 2017, men Bjarni Benediktsson har kun været statsminister siden april.
På sin pressekonference søndag sagde han ifølge det islandske medie Iceland Review, at koalitionsregeringen har gennemført mange ting i svære tider.
Han henviste til håndteringen af coronapandemien og vulkanudbrud.
Ifølge hans udtalelser har han gjort alt, hvad han kunne, for at få partierne til at enes om de områder, der deler dem.
Men alle muligheder er nu forsøgt, og det har været forgæves.
Han siger, at regeringen vil fortsætte indtil nyvalget, og han venter, at den nok skal finde ud af at regere. Kan den ikke det, vil han gå af som statsminister, og så må en midlertidig regering træde til, lyder det.
Meningsmålingerne har på det seneste givet god medvind til oppositionspartiet Socialdemokratiet.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned