Israel angriber Hizbollah-raketkaster i Libanon
Fredag fortsætter indbyggere fra det sydlige Libanon med at vende hjem til de byer, der i de seneste måneder har været ramme om kampe mellem Hizbollah og Israel. Natten til onsdag trådte en våbenhvile i kraft. Foto: Mahmoud Zayyat/Ritzau Scanpix
En terrortrussel er tilintetgjort i det sydlige Libanon, meddeler Israels militær to dage efter våbenhvile.
Israels hær har ramt en af Hizbollahs raketkastere i det sydlige Libanon fredag, to dage efter at en våbenhvile er trådt i kraft.
Angrebet kom, efter at Israel havde opdaget militær aktivitet i området, meddeler hæren.
- For kort tid siden blev terroraktivitet og flytning af en af Hizbollahs mobile raketkastere identificeret i det sydlige Libanon. Truslen blev tilintetgjort i et angreb, lyder det i en meddelelse fredag eftermiddag.
Hæren har offentliggjort en video, der viser et luftangreb mod en lastbil, der bevæger sig langsomt af sted på landjorden.
Hizbollah og Israel indgik en våbenhvile, der trådte i kraft natten til onsdag.
Begge parter har siden anklaget hinanden for at have brudt våbenhvilen.
Israel har tidligere meddelt, at landets militær har angrebet mål i det sydlige Libanon, efter at aftalen var trådt i kraft.
Konflikten mellem Hizbollah og Israel har varet siden oktober 2023, hvor den militante libanesiske bevægelse begyndte at angribe Israel med raketter dagligt.
Det skete i solidaritet med Hamas-bevægelsen i Gazastriben, der angreb Israel 7. oktober sidste år og derved udløste en blodig krig, der stadig er i gang.
Ifølge våbenhvileaftalen skal Israel i løbet af en overgangsperiode trække sig sydpå og til sidst helt ud af det sydlige Libanon.
Samtidig skal Hizbollah trække sine styrker mod nord og blive på den nordlige side af Litanifloden.
Den godt et år lange konflikt har dræbt mindst 3961 mennesker, oplyser Libanons sundhedsministerium. De fleste af ofrene er blevet dræbt i løbet af de seneste uger.
Ud over de dræbte er 16.520 blevet såret.
På israelsk side har Hizbollahs angreb kostet mindst 82 soldater og 47 civile livet.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned