Israel sværger at slå til mod fjende efter angreb i Golan
12 ofre for et formodet Hizbollah-angreb mod en druser-landsby i Golan lørdag blev søndag begravet, mens israelske ledere svor, at Hizbollah kommer til at betale en høj pris for angrebet mod det israelskannekterede Golan. Tusinder deltog i begravelsen. Foto: Jalaa Marey/Ritzau Scanpix
Efter dødeligt angreb i Golanhøjderne lørdag, melder Israel at have udført angreb mod Hizbollah i Libanon.
Den israelske forsvarsminister, Yoav Gallant, svor søndag, at "ramme fjenden hårdt", efter at raketangreb fra Libanon dræbte 12 børn og unge i Golanhøjderne, som er annekteret af Israel. Langt de fleste indbyggere i landsbyen er drusere.
Udviklingen har skabt øget frygt for en regulær krig mellem Israel og Hizbollah i Libanon. Dermed vil Israel kunne komme til at føre krig på endnu en front ved siden af krigen i Gaza.
Iran, som støtter Hamas i Gaza, Hizbollah i Libanon samt Houthi-oprørerne i Yemen, advarer Israel om, at nye militære "eventyr" i Libanon kan få "uforudsigelige følger".
Hamas-angrebet på Israel den 7. oktober, som udløste krigen i Gaza, medførte også skudvekslinger langs den israelske grænse.
Israel har givet Hizbollah-militsen skylden for angrebet. Hizbollah, som løbende slår til mod det israelske militærs stillinger, hævder, at det ikke har noget med angrebet at gøre.
Angrebet fandt sted, få timer efter at Hamas i Gaza havde sagt, at et israelsk angreb på en skole havde kostet mindst 30 mennesker livet. Israel siger, at angrebet var rettet mod "terrorister", som brugte skolen som hovedkvarter for deres angreb.
Mindst 12 børn og unge, som opholdt sig på en fodboldbane, blev dræbt ved missilangrebet lørdag på den israelsk kontrollerede drusiske by Majdal Shams i Golanhøjderne.
Angrebet fik Israels premierminister til at vende hurtigt hjem fra sit besøg i USA for at mødes med sit sikkerhedskabinet.
- Dette morderiske angreb vil blive gengældt, og Hizbollah kommer til at betale en høj pris, sagde Netanyahu, mens Israels udenrigsministerium sagde, at militsen i Libanon har "overskredet alle røde linjer".
Israels militær siger, at det allerede tidligt søndag ramte Hizbollahs stillinger to steder i Libanon.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned