Israel udvider militære operationer i Gaza
Israel vil indtage "store områder" i Gaza, lyder det onsdag morgen fra landets forsvarsminister. Områderne skal herefter laves om til såkaldte israelske sikkerhedsområder. (Arkivfoto). Foto: Leo Correa/Ritzau Scanpix
Det israelske militær vil overtage kontrollen med store områder i Gazastriben, lyder det fra forsvarsminister.
Israel vil udvide landets militære operationer i Gaza.
Det oplyser Israels forsvarsminister, Israel Katz, onsdag i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Her fremgår det, at det israelske militær vil rykke ind i og indtage "store områder" i Gazastriben.
Soldater vil rydde områderne "for terrorister og infrastruktur" fremgår det af udtalelsen ifølge det israelske medie The Times of Israel.
Områderne vil herefter bliver gjort til såkaldte israelske sikkerhedsområder.
Det fremgår ikke umiddelbart, hvilke områder det israelske militær vil forsøge at tage kontrol over i Gaza.
Ifølge Katz vil der ske "en omfattende evakuering" af de personer, der befinder sig i de områder, hvor der er kamphandlinger.
Forsvarsministeren opfordrer samtidigt indbyggerne i Gaza til at tage magten fra Hamas og lade de israelske gidsler vende hjem.
I weekenden meddelte det israelske militær, at det udvider sin offensiv i Gaza omkring byen Rafah, der ligger lige på grænsen til Egypten.
Det er led i bestræbelserne på at etablere en bufferzone langs grænsen mellem Gazastriben og Israel, lød det.
I forrige uge genoptog Israel bombardementer og operationer på landjorden i Gazastriben.
Ifølge militæret skete det for at lægge yderligere pres på Hamas, så den militante palæstinensiske bevægelse frigiver de sidste israelske gidsler.
De har været tilbageholdt i Gazastriben siden oktober 2023, hvor Hamas foretog et overraskende angreb mod Israel.
Militante palæstinensere trængte fra Gazastriben ind i Israel, hvor de dræbte omkring 1200 mennesker og tog yderligere omkring 250 som gidsler.
Siden oktober 2023 er over 50.000 mennesker, hovedsageligt civile, døde i Gaza. Tallene stammer fra sundhedsmyndighederne i det Hamas-kontrollerede Gaza.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie