Israels hær udvider operation i Gaza til Rafah
Palæstinensere flygter fra deres hjem, efter at den israelske hær har udstedt evakueringsordrer til en række kvarterer nær byen Rafah ved den egyptiske grænse. (Arkivfoto). Foto: Hatem Khaled/Reuters
Ifølge lokale myndigheder er mindst 91 palæstinensere blevet dræbt i luftangreb over hele Gaza torsdag.
Den israelsk hær siger, at den har udvidet landoperationen i Gazastriben til at omfatte grænsebyen Rafah.
Det skriver Reuters og AFP.
Hæren uddyber, at den har udvidet sine aktiviteter i det sydlige Gaza og vil fortsætte aktiviteter i den nordlige og centrale del af Gazastriben.
Meldingen kommer torsdag, hvor mindst 91 palæstinensere ifølge det Hamas-kontrollerede palæstinensiske sundhedsministerium er blevet dræbt af luftangreb.
- I løbet af de sidste par timer begyndte IDF (hæren, red.) at udføre aktiviteter på jorden i området Shabura i Rafah. Som en del af aktiviteterne afmonterede styrkerne terrorinfrastruktur, lyder det i en erklæring fra hæren ifølge AFP.
Rafah ligger lige på grænsen til Egypten.
Tidligere torsdag advarede IDF indbyggerne i byen Bani Suheila i den sydlige del af Gazastriben.
Her opfordrede hæren til, at byens indbyggere evakuerede deres hjem forud for luftangreb i området.
- Terrororganisationer vender tilbage til og affyrer raketter fra befolkede områder. For jeres sikkerhed skal I straks tage vestpå mod de kendte sheltere, udtalte en talsperson fra hæren ifølge AFP.
Israel ser ud til at have genoptaget krigen i Gazastriben med fuld kraft, skriver NTB.
Mange civile, men også Hamas-ledere, er blandt ofrene.
Øjenvidner, sundhedsarbejdere og andre kilder siger ifølge det norske nyhedsbureau, at mange af de dræbte er kvinder, børn og ældre.
Under den indledende, seks uger lange våbenhvilefase, der begyndte 19. januar, skulle israelske styrker gradvist trække sig tilbage fra det centrale Gaza, samtidig med at fordrevne palæstinensere kunne vende tilbage til det nordlige Gaza.
Forhandlingerne om en fase to i aftalen nåede aldrig for alvor at begynde. Israel ville forlænge første fase, mens Hamas ville i gang med anden fase.
Den skal efter planen omfatte frigivelse af alle resterende gidsler, en permanent våbenhvile og fuldstændig israelsk tilbagetrækning.
En tredje fase skal omfatte, at alle lig bringes tilbage, og at Gazas genopbygning begynder.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned