Israels militær efterforsker drab på tilbageholdt palæstinenser
Drabet på en tilbageholdt palæstinenser efterforskes nu af Israel. (Arkivfoto). Foto: Idf/Reuters
En israelsk soldat mistænkes for at have skudt og dræbt en palæstinenser, som var i Israels militærs varetægt.
Israels militær har åbnet en efterforskning af en soldat, som mistænkes for at have skudt og dræbt en tilbageholdt palæstinenser.
Det oplyser det israelske militær til nyhedsbureauet AFP tirsdag.
- Terroristen blev udleveret til en soldat, der skulle føre opsyn. Soldaten mistænkes for at have skudt ham, hvilket resulterede i hans død, lyder det i en udtalelse fra den israelske hær.
Palæstinenseren, der blev dræbt søndag, blev anholdt af Israels styrker i Gazastriben.
- I lyset af de foreløbige oplysninger er der indledt en militærpolitiefterforskning for at undersøge omstændighederne ved skyderiet, hedder det.
Hundredvis af palæstinensere er blevet tilbageholdt af Israels styrker siden oktober, hvor den militante palæstinensiske bevægelse Hamas angreb Israel.
Som modsvar på angrebet har Israel indledt en landoffensiv i Gazastriben, som er under Hamas' kontrol.
I sidste måned opfordrede Hamas til en international efterforskning af henrettelser på flere palæstinensere i Gazastriben, skriver AFP.
Den israelske hær udtalte dengang, at den ikke havde kendskab til henrettelserne, som Hamas påstod havde fundet sted.
FN's Menneskerettighedskontor har tidligere meldt ud, at den har modtaget "foruroligende" rapporter om, at Israels tropper havde dræbt mindst 11 ubevæbnede palæstinensere.
Ifølge AFP oplyser israelske medier, at flere palæstinensere de seneste uger har mistet livet, mens de har været i det israelske militærs varetægt.
En række af de tilbageholdte palæstinensere døde, mens de befandt sig i det sydlige Israel.
Den israelske hær har udtalt, at den efterforsker sager om dødsfald, som er relateret til de militære operationer i Gazastriben.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned