Israelsk minister går af i protest over togarbejde på sabbatten
Sabbatten er vigtig for alle israelere, understreger Netanyahu. Men det er sikker transport også.
En sag om vedligeholdelsesarbejde af Israels jernbanenet, når der er sabbat, har fået nationens sundhedsminister til at trække sig.
Ifølge jødisk lov er det forbudt at arbejde under sabbatten.
Yaakov Litzman kunne ikke blive siddende som minister, sagde han, oven på en regeringsgodkendt "vanære" af sabbatten, som strider imod "det jødiske folks hellige værdier".
Litzman står i spidsen for et ultraortodoks parti kaldet Agudat Yisrae. Den er en del af premierminister Benjamin Netanyahus regering.
Partiet - og Litzman - er magtfulde. De har nemlig været med til at sikre Netanyahu den nødvendige støtte for at kunne danne regering. Og partiet har traditionelt indtaget rollen som kongemager i israelsk politik.
Ministerens afsked får ikke premierministerens koalition til at bryde sammen.
Men den kan sætte gang i en kædereaktion, hvis flere andre af de ortodokse partier i koalitionen føler sig nødsaget til at følge Litzmans eksempel.
Sabbatten fejres fra fredag ved solnedgang til mørkets frembrud lørdag aften. Og det er ikke første gang, at den har udstillet kløften mellem de israelske ortodokse jøder og landets flertal af sekulære indbyggere.
Selv om store dele af Israel går i stå fredag ved solnedgangstid, er det de færreste israelere, der for alvor overholder den hellige hviledag.
Mange restauranter, biografer og nationale parker er åbne. Og i sekulære bastioner som Tel Aviv er det ovenikøbet muligt at tage på indkøb i shoppingcentre.
Efter et regeringsmøde søndag sagde Netanyahu, at han er ked af sundhedsministerens beslutning. Men koalitionen bliver ikke opløst, oplyste han.
Samtidig understregede premierministeren, at sabbatten er vigtig for alle israelere. Men det er behovet for "sikker og vedvarende" transport også, tilføjede Netanyahu.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned