Tre libanesiske soldater, en journalist og en israelsk oberstløjtnant mistede livet, da der tirsdag udbrød kampe ved grænsen mellem de to lande.
Kampene opstod ifølge libanesiske embedsmænd, fordi israelske soldater forsøgte at fælde et træ, som spærrede deres udsyn over den nordlige grænse mellem de to lande.
- En patrulje fra fjenden Israel krydsede den tekniske grænselinje, og skønt Unifil forsøgte at stoppe det, så fortsatte den, hedder det i en erklæring fra den libanesiske hær. Unifil er FN's fredsbevarende styrke i Libanon.
Det fik libanesiske soldater til at affyre granater i retning af israelerne, og der opstod regulære kampe mellem soldaterne.
Ifølge Israel er den dræbte israeler en oberstløjtnant, som var leder for en bataljon i området.
Kilder beskrev hen under aften situationen som rolig men meget anspændt.
FN har flere tusinde fredsbevarende soldater i området. Danmark bidrager med 150 soldater til Unifil.
Sammenstødet er det første siden krigen mellem Israel og Hizbollah i 2006.
Hændelsen har fået libanesiske toppolitikere til at rase mod Israel og fordømme det, de kalder "en krænkelse af Libanons suverænitet".
- Israel anser den libanesiske regering for ansvarlig for den alvorlige hændelse og advarer mod følgerne, hvis volden fortsætter, siger den israelske udenrigsminister, Avigdor Lieberman.
Tænketanken International Crisis Group udsendte mandag en rapport, hvor det internationale samfund blev advaret mod at overse, hvad der sker langs den israelsk-libanesiske grænse. Internationale Crisis Group siger, det kan udvikle sig til regulær krig, der kan få vide forgreninger i Mellemøsten.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned