En hurtig våbenhvile, dialog mellem oprørere og klanledere samt et tilbud til den libyske leder, Muammar Gaddafi, om at drage i eksil.
Det er hovedpunkterne i en politisk aftale, Italien har foreslået i et forsøg på at afslutte Libyens krise.
- Der er en stiltiende aftale mellem alle om, at det bedste vil være, at Gaddafi rejser i eksil, for Gaddafis tilstedeværelse er årsagen til, at krigen fortsætter, siger en italiensk diplomat til Reuters.
Indholdet af planen blev kendt i forbindelse med den internationale Libyen-konference i London tirsdag.
Den italienske diplomat tilføjer, at Den Afrikanske Union (AU), som ikke deltog i tirsdagens møde, er det eneste organ, der kan overtale Gaddafi til at drage i eksil.
Også den britiske udenrigsminister, William Hague, antyder, at han ser eksil som en mulighed.
- Vi vil have ham til at slippe magten, hvilket vi hele tiden har meddelt det libyske regime. Vi har imidlertid ikke kontrol over, hvor han tager hen, siger Hague til BBC og tilføjer, at han mener, at Gaddafi bør stilles for Den Internationale Straffedomstol i Haag.
Den danske udenrigsminister, Lene Espersen (K), betegner over for Berlingske tanken om eksil som "helt og aldeles uacceptabelt" og fastholder, at han skal stilles for domstolen i Haag.
Også den libyske oprørsledelse afviser at lade Gaddafi forlade landet ustraffet.
- Han skal sigtes for forbrydelser mod det libyske folk, siger Shamsiddin Abdulmolah, der er talsmand for oprørerne.
- Det er ikke til forhandling, understreger han over for nyhedsbureauet AFP's udsendte.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned