Italien og Tyskland ønsker udsat frist til kupmagere i Niger
Kupmagerne i Niger har ikke reageret på Ecowas' opfordring til at genindsætte præsident Mohamed Bazoum. Foto: Stringer/Reuters
Konflikten i Niger bør løses med diplomati fremfor en militær intervention, lyder det fra Italien og Tyskland.
Italien og Tyskland har opfordret landene i den vestafrikanske samarbejdsorganisation Ecowas til at udskyde deres frist til kupmagerne i Niger og i stedet søge diplomatiske løsninger.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Den italienske udenrigsminister, Antonio Tajani, siger til den italienske avis La Stampa, at den eneste rigtige løsning er diplomati.
- Der skal findes en løsning, men det er ikke sådan, at der ikke er andre løsninger end krig, siger Antonio Tajani.
Også Tysklands udenrigsministerium ønsker den diplomatiske vej, selv om det støtter Ecowas' tiltag mod Niger.
- Vi støtter Ecowas' forsøg på at mægle og håber, at det vil føre til succes og demokratisk orden i Niger.
De to landes opfordringer kommer, efter at Ecowas gav kupmagerne indtil søndag til at genindsætte den demokratisk valgte præsident Mohamed Bazoum.
Hvis fristen ikke blev overholdt, ville de gennemføre en militær intervention i landet.
Den tyske regering advarer også kupmagerne om, at det vil få hårde konsekvenser, hvis der sker præsident Bazoum noget.
- Vi vil opfatte det som en eskalering. Det samme vil vores afrikanske partnerlande, siger en talsperson for det tyske udenrigsministerium ifølge dpa.
Der er stadig ingen tegn på, at kupmagerne har tænkt sig at genindsætte den demokratisk valgte præsident, og der er nu frygt for krig i området.
Ecowas har endnu ikke afsløret, hvor eller hvornår den militære intervention kan forventes.
Kuppet i Niger er det syvende i det vestlige og nordlige Afrika på tre år.
Torsdag vil landene i Ecowas holde topmøde i Nigerias hovedstad, Abuja, hvor kuppet i Niger er på dagsordenen. Det oplyser Emos Lungu, talsperson for Ecowas, mandag til Reuters.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned