Italienerne skal blive hjemme i juledagene for at undgå smitte
Nedlukningen skal ifølge Giuseppe Conte forhindre en stigning i antallet af smittede med coronavirus. Foto: Remo Casilli/Reuters
Remo Casilli/Reuters
Efter flere dage med interne uenigheder har Italiens premierminister meldt ud om coronaregler i juleferien.
Italien lukker ned i flere perioder over jul og nytår.
Det siger landets premierminister, Giuseppe Conte, fredag aften.
Nedlukningen skal forhindre en stigning i antallet af smittede med coronavirus.
Under de nye regler skal ikke-essentielle butikker være lukket i perioderne 24.-27. december, 31. december-3. januar og 5.-6. januar.
I de dage vil det kun være tilladt italienerne at forlade hjemmet for at tage på arbejde eller af sundhedsmæssige årsager.
Essentielle butikker er eksempelvis dagligvarebutikker og apoteker.
- Situationen på tværs af Europa er svær. Virusset fortsætter med at cirkulere overalt, siger Conte.
- Vores eksperter var alvorligt bekymrede for, at der ville være et hop i antal smittede over julen. Derfor var vi nødt til at handle. Men jeg kan forsikre jer om, at det ikke var en let beslutning.
Butikker er åbne 28.-30 december og 4. januar. Disse dage er det tilladt for borgerne at forlade deres hjem. I løbet af hele juleperioden skal barer og restauranter dog være lukket.
Udmeldingen fra premierminister kommer efter flere dage med ubeslutsomhed og uenigheder i regeringskoalitionen.
På den ene side var der ønsker om en komplet nedlukning, mens der på den anden side var ønske om et mere begrænset indgreb for at hjælpe nødstedte erhverv og i højere grad tillade familier at samles.
I perioderne med lukning er det også tilladt at forlade eget hjem for eksempelvis at besøge ældre forældre, som bor alene.
Conte siger også, at politiet ikke vil blive sendt ind i folks hjem for at tjekke, at reglerne bliver overholdt.
Men han opfordrer italienerne til alligevel at udvise ansvarlighed.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned