James Murdoch, søn af mediemagnaten Rupert Murdoch, anklages for at vildlede britiske parlamentsmedlemmer ved at sige, at han ikke var klar over, at flere end én journalist ved avisen News of the World var involveret i ulovlig aflytning af kendte personer.
Ifølge en redaktør og en jurist i Murdochs koncern News Corp var James Murdoch advaret om, at flere journalister ved den nu nedlagte tabloidavis deltog i aflytningen, der har udviklet sig til en af de største skandaler i britiske mediehistorie.
Colin Myler, tidligere redaktør på avisen, og Tom Crone, tidligere juridisk rådgiver ved News Corp, siger i en erklæring, at de advarede News Corps nummer to om, at flere journalister var involverede.
- Vi vil gerne understrege, at James Murdochs erindring om, hvad han er blevet fortalt, er en fejltagelse, skriver de to tidligere ansatte.
James Murdoch er bestyrelsesformand for Murdoch-imperiets britiske datterselskab News International, der blandt andet udgiver The Sun og The Times.
Han sagde under en høring i parlamentet med sin far tirsdag, at han "ikke var klar over", at der fandtes en e-mail, hvor Myler og Crone, gør opmærksom på, at aflytningen blev udført af mere end én "grov" journalist på News of the World.
Sagen drejer sig om en e-mail, som en underordnet journalist på avisen angiveligt har sendt til privatdetektiven Glenn Mulcaire, som hackede sig ind i kendte personers telefoner. Den omstridte mail indeholder angiveligt oplysninger fra aflyttede telefoner.
- Vi informerede James Murdoch om den konkrete mail, siger Myler og Crone.
James Murdoch afviser, at han har set denne mail og gentager, at han står fast ved sine udtalelser under parlamentshøringerne.
James Whittingdale, som stod i spidsen for høringen i parlamentet, siger, at han vil bede James Murdoch om at forklare den "tilsyneladende forvirring", der er opstået.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie