Japan åbner op for turisme efter langvarig coronakrise

Turister fra Tyskland i en japansk rickshaw - en jinrikisha - i Tokyo. Efter to og et halvt år med hårde coronarestriktioner har Japan tirsdag åbnet helt op for alle turister igen. Foto: Kota Kiriyama/Ritzau Scanpix

Fra tirsdag er det muligt at komme ind i landet uden visum fra 68 lande og territorier.

Offentliggjort Sidst opdateret

Efter to og et halvt år med hårde coronarestriktioner har Japan tirsdag åbnet helt op for alle turister igen.

Regeringen håber på, at en strøm af tilrejsende vil styrke yennen og bidrage til ny dynamik i den trængte økonomi.

Tirsdag formiddag var der allerede ankommet en del turister fra blandt andet Israel, Frankrig og Storbritannien.

- Vi har altid gerne ville se Japan, og nu er det endelig blevet muligt, siger den 38-årige Chris Irwin, som sammen med sin hustru er ankommet fra Storbritannien og har indledt sit første besøg i Tokyo.

Japan lukkede dets grænser tidligt under pandemien, og på et tidspunkt fik også japanske statsborgere forbud mod at vende hjem.

Fra tirsdag er det muligt at komme ind i landet uden visum fra 68 lande og territorier. Der er også ophævet restriktioner på antal af tilladte besøgende, og der stilles ikke længere særlige krav til pakkerejser.

Turister skal dog stadig fremvise beviser på vaccination eller fremvise negative coronavirus-test, som ikke må være mere end tre dage gamle.

I 2019 havde Japan besøg af 31,9 millioner udlændinge, og den japanske regering havde et erklæret mål om at komme op på 40 millioner i 2020, hvor Japan skulle have været vært for de olympiske lege. Men 2021 faldt tallet til kun 250.000 på grund af pandemien.

Antallet af dødsfald i Japan blev holdt nede på omkring 45.500, hvilket er langt lavere end i mange andre industrilande. I Japan er antallet af dødsfald per en million indbyggere således på 362, hvor det i Tyskland ligger på 1786 og i USA på 3247.

Mundbind ses stadig overalt - både indendørs og udendørs. Selv om det ikke er påkrævet ved lov, så er parlamentet ved at gøre det muligt for hoteller at afvise gæster, som nægter at bruge mundbind eller som ignorerer andre restriktioner indført i forbindelse med covid-19.

/ritzau/AFP