Jill Biden har fået fjernet kræftvæv
USA's førstedame, Jill Biden, havde sin mand, Joe Biden, ved sin side, da hun onsdag var på et militær hospital for at få fjernet kræftvæv. Foto: Susan Walsh/Ritzau Scanpix
Den amerikanske førstedame, Jill Biden, har gennemgået en succesfuld operation, oplyser læge.
USA's førstedame, Jill Biden, har onsdag fået fjernet kræftvæv, efter at der for nylig blev fundet en mindre læsion under en rutinemæssig hudkræftundersøgelse.
Det fortæller Kevin O' Connor, som er læge i Det Hvide Hus.
- Alt kræftvæv blev fjernet med succes. Vi vil overvåge området tæt, mens det heler, men forventer ikke, at der vil være behov for flere indgreb, oplyser han.
Operationen foregik på et militærhospital i delstaten Maryland. Det skete, efter at der blev fundet en læsion over førstedamens højre øje.
Der blev også fundet en mindre læsion på Jill Bidens venstre øjenlåg. Også den blev fjernet og sendt til yderligere undersøgelse, oplyser lægen.
Lægerne fandt desuden yderligere en læsion på venstre side af Jill Bidens bryst, som også viste sig at være kræftramt. Den blev også fjernet.
Den 71-årige førstedame havde sin mand, 80-årige Joe Biden, ved sin side.
Præsidenten "ønskede at være der for at støtte hende," har Karine Jean-Pierre, der er pressesekretær i Det Hvide Hus, udtalt.
- De har været gift i 45 år, og han ønskede at være der sammen med sin kone, sagde hun.
I sidste uge sagde Kevin O'Connor, at førstedamen skulle igennem den behandling, der kendes som Mohs kirurgi.
Den går ud på at skære tynde lag af hud væk, hvorefter hver af dem undersøges for tegn på kræft.
Processen fortsætter, indtil der ikke er tegn på kræft, hvilket bevarer sundt væv og reducerer behovet for yderligere behandling.
Ifølge læge Kevin O' Connor havde Jill hævelse og blå mærker i ansigtet efter operation. Men han oplyser også, at hun er ved godt mod og har det godt.
I 2015 mistede Joe Biden sin søn Beau Biden, der døde af kræft som 46-årig.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned