Joe Biden i tale: Demokrati er vigtigere end en titel
Joe Biden taler natten til torsdag til nationen. USA er en idé, som rummer mere magt end nogen som helst diktator eller tyran, lyder det fra præsidenten. Foto: Evan Vucci/Reuters
Joe Biden siger, at USA's demokrati er på spil og vigtigere for ham end at kunne kalde sig præsident.
Beskyttelsen af det amerikanske demokrati er vigtigere for USA's præsident, Joe Biden, end at kunne kalde sig for landets præsident.
Det siger han natten til torsdag i en tale fra Det Ovale Værelse i embedsboligen Det Hvide Hus.
- Beskyttelsen af demokratiet er vigtigere end nogen som helst titel, siger præsidenten.
- Jeg finder styrke og fryd i at arbejde for den amerikanske befolkning. Men denne hellige opgave med at gøre vores forening af delstater perfekt handler ikke om mig, men om jer. Jeres familier. Jeres fremtid.
Planen for Demokraterne var egentligt at opstille Joe Biden til genvalg for at sikre ham yderligere fire år som præsident for USA, når USA går til præsidentvalg 5. november.
Det blev dog en kæp i hjulet for den siddende præsidents kandidatur, da han stod ansigt til ansigt med modkandidaten, Donald Trump, ved en tv-debat i slutningen af juni.
81-årige Biden kæmpede synligt med ordene og fik efterfølgende massiv kritik for at virke træt, uskarp og ikke tilstedeværende.
Søndag oplyste han, at han dropper sit forsøg på at blive genvalgt og i stedet giver sin opbakning til, at Kamala Harris, hans vicepræsident, kan blive Demokraternes kandidat til valget i november.
- Hun er erfaren, hun er hårdfør, hun er kompetent. Hun har været en fantastisk partner for mig og leder for vores land. Nu er det op til jer, den amerikanske befolkning, lyder det fra Biden i talen natten til torsdag.
Demokraterne kritiserer som regel Trump for at ville svække det amerikanske demokrati og politisere landets centraladministration til sin egen fordel.
Trump har tidligere talt positivt om autoritære statsledere som Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Nordkoreas leder, Kim Jong-un.
Biden kalder USA en "idé", som er "mere magtfuld end nogen som helst diktator".
- USA er en idé. En idé, som er stærkere end nogen som helst hær, større end noget som helst hav og mere magtfuld end nogen som helst diktator eller tyran, siger Joe Biden og advarer om, at USA's demokrati er på spil i november.
USA's præsidentvalg finder sted 5. november. Vinderen tages i ed 20. januar næste år.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie