Kæmpe bommert: Forkert film fik den mest attraktive Oscar
Holdet bag "La La Land" var i gang med takketaler, da fejlen blev opdaget. "Moonlight" kåret som bedste film.
Dramaet "Moonlight" vandt tidligt mandag morgen dansk tid prisen som årets bedste film ved oscaruddelingen i Los Angeles.
Men det var under kaotiske omstændigheder, at holdet bag filmen gik på scenen for at modtage hovedprisen.
Kort tid forinden var prisen nemlig ved en fejl blevet tildelt musicalfilmen "La La Land".
Det var de aldrende skuespillere Warren Beatty og Faye Dunaway, der var blevet tildelt det ærefulde hverv at uddele aftenens sidste pris.
Og af foreløbigt ukendte årsager udråbte Faye Dunaway altså "La La Land" som årets bedste film fra scenen.
Forvirringen var total, da flere fra holdet bag filmen var begyndt at holde deres takketaler, da det pludselig gik op for dem, at prisen rent faktisk var gået til en anden film.
Efter en del forvirring på scenen lykkedes det både værten Jimmy Kimmel og de tilstedeværende på scenen at overbevise publikummet om, at der ikke var tale om en spøg.
Folk på scenen måtte således vise kortet med den retmæssige vinder til kameraet, før alle var overbeviste.
Derefter kunne holdet bag "Moonlight" gå på scenen og modtage den prestigefulde pris.
Folkene bag "La La Land" gik dog ikke tomhændet hjem fra Dolby Theatre. Filmen vandt i alt seks priser, blandt andet til Emma Stone, der modtog prisen som årets bedste kvindelige hovedrolle.
Også Damien Chazelle kunne tage hjem fra prisuddelingen med en Oscar som bedste instruktør.
Den 32-årige Chazelle er den yngste nogensinde, der vinder en Oscar i den kategori.
I "Moonlight" fik Mahershala Ali prisen som årets bedste mandlige birolle. Han er i øvrigt den første muslimske skuespiller, der får en Oscar.
Det er tilsyneladende ikke alle, der har opdaget aftenens store misforståelse. Selv akademiet, der står for prisuddelingen, har på dets Twitter-profil udråbt "La La Land" som bedste film efterfulgt af "Moonlight".
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned